Nyheder4. april 2024 (opd. 4. april 2024)

Missil på fregat er ikke længere i risiko for affyring

Missilet, der tidligere torsdag var i risiko for utilsigtet affyring, er nu blevet sikret, skriver DR
Missilet, hvis løfteraket blev aktiveret, indeholder 150 kilo sprængstof
Missilet, hvis løfteraket blev aktiveret, indeholder 150 kilo sprængstof.
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Løfteraketten på en Harpoon-missil på fregatten "Niels Juel" i Korsør, der under en obligatorisk test torsdag eftermiddag blev aktiveret, er ikke længere i risiko for at blive affyret.

Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses specialister har hen over eftermiddagen undersøgte, om der var tale om en aktivering af løfteraketten, eller om det var en elektronisk fejlmelding, lyder det.

- Specialisterne gennemførte en række forskellige test, hvorefter det kunne konstateres, at boosteren ikke var armeret, og at der ikke længere er risiko for, at missilet kan blive affyret.

I forbindelse med hændelsen udpegede Forsvaret et fareområde op til fem til syv kilometer mod syd fra Flådestationen i Korsør.

Varslet er dog afblæst nu, og trafikken i luftrummet og søvejene omkring Storebælt klokken 20.00 er igen åbne for trafik, oplyser Forsvaret i pressemeddelelsen.

Ifølge MarineTraffic.com er blandt andet flere store olieskibe på vej eller allerede kommet igennem det tidligere aflukkede område og under Storebæltsbroen, og skibstrafikken ser ud til at glide igen.

Missilet, hvis løfteraket blev aktiveret, indeholder 150 kilo sprængstof. Da det ikke er armeret, ville missilet dog ikke detonere, hvis det styrtede i havet, skrev Forsvaret torsdag klokken 15.07 i en pressemeddelelse.

- Harpoon-missilet er et skarpt missil, men det er kun løfteraketten, som er aktiveret i forbindelse med testen. Der er derfor ikke fare for, at missilet kan sprænges eller række længere, end løfteraketten kan løfte, lød det fra Forsvaret.

Forsvarets udmelding om risikoen for den utilsigtede missilaffyring kom i kølvandet på en melding fra Søfartsstyrelsen, som advarede skibe i Storebælt om risiko for nedfald af missilrester.

Sponsoreret indhold