Nyheder19. februar 2023

Mindst fem meldes dræbt i angreb i Damaskus

Den syriske hær oplyser, at fem personer - herunder en soldat - er blevet dræbt i et israelsk angreb

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser natten til søndag, at et israelsk missilangreb har dræbt 15 personer og ødelagt en beboelsesejendom i Syriens hovedstad, Damaskus.

Sohr oplyser, at der er civile blandt de dræbte.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser den syriske hær, at fem personer er blevet dræbt i angrebet.

Syriske statsmedier melder også om, at bygninger er blevet slemt beskadiget, og at der er både "dræbte og sårede" uden at oplyse, hvor mange der er tale om.

Ifølge Reuters ramte missilangrebet nær et stort sikkerhedskompleks, der ligger tæt på flere iranske anlæg.

Reuters skriver på baggrund af oplysninger fra vidner og en officiel kilde, at angrebet har beskadiget flere bygninger i et tætbefolket område, hvor der ligger sikkerhedsbygninger i beboelsesområder.

En talsperson for det israelske militær har afvist at kommentere Reuters' oplysninger.

I næsten et årti har Israel ifølge Reuters udført luftangreb mod mistænkte iranskstøttede våbenovergange og udstationeringsposter i Syrien.

Israel har sjældent taget ansvaret for specifikke hændelser.

Iran har udvidet dets militære tilstedeværelse i Syrien i de seneste år og har fodfæste i det fleste statskontrollerede områder.

Tusindvis af militsmedlemmer og lokale paramilitære grupper i Syrien er under iransk kontrol, siger vestlige efterretningskilder.

I de seneste måneder har Israel desuden intensiveret angreb på syriske lufthavne og luftbaser for at forstyrre Irans tiltagende brug af luftforsyningslinjer til at levere våben til allierede i Syrien og Libanon.

/ritzau/

Sponsoreret indhold