Nyheder26. december 2021

Mindst 41 dræbt ved formodet terrorangreb

Formodede jihadister har dræbt flere tusinde og drevet mange på flugt gennem seks år lang krig i Burkina Faso.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/2021122615103050_1000.jpeg
 Foto: Ritzau/Scanpix

Burkina Faso indleder søndag to dages landesorg, efter at 41 mennesker torsdag blev dræbt ved en massakre.

Den menes udført af formodede jihadister i det vestafrikanske land.

Jihadister har gennem seks år ført en blodig krig, som indtil nu har kostet omkring 2000 mennesker livet. 1,4 millioner er tvunget på flugt i den tidligere så fredelige nation, hvor der er omkring 21 millioner indbyggere.

Efter et angreb torsdag oplyser regeringen, at der nu er fundet 41 dræbte. Blandt de dræbte er frivillige fra nye selvforsvarsgrupper. De er oprettet for at hjælpe hæren i kampen mod jihadisterne

Blandt ofrene for torsdagens angreb var Ladji Yoro. Han er blevet anset som leder af selvforsvarsgrupperne i Burkina Faso, fremgår det af en officiel meddelelse. Alle dræbte er endnu ikke identificeret

Burkina Fasos præsident, Roch Marc Christian Kabore, hylder Yoro som et modigt medlem af grupperne VDF, der oversat til dansk kaldes Til Forsvar for Moderlandet.

I november blev mindst 20 mennesker dræbt ved et angreb. Det menes også udført af jihadister.

Det var et af de hidtil blodigste angreb mod sikkerhedsstyrker i landet, siden islamistiske grupper indledte en voldelig kamp i de østlige og nordlige regioner tæt ved nabolandene Mali og Niger.

Sponsoreret indhold