Annonce
Nyheder1 time siden

Mindst 20 meldes døde i USA efter arktisk kulde

Ekstreme temperaturer har ramt to tredjedele af USA. Mere isnende kulde og sne er på vej, siger vejrtjeneste
Af: Ritzau
USA er ramt af store mængder sne.
USA er ramt af store mængder sne.
 Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Annonce

Adskillige mennesker har mistet livet, efter at en voldsom snestorm og bidende kulde har ramt en stor del af USA de seneste døgn.

23 dødsfald sættes i forbindelse med vintervejret, skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af opgørelser fra delstatsregeringer og lokale medier.

Personer er blandt andet omkommet på grund af nedkøling, i trafikulykker, på kælketure og i ulykker med sneplove.

BBC skriver, at mindst 20 dødsfald bliver koblet til kulden, mens nyhedsbureauet AP melder om 29 døde i delstater, der er ramt af ekstrem kulde.

I New York City er otte personer blevet fundet døde udenfor i takt med, at temperaturerne er styrtdykket de seneste dage. En undersøgelse af dødsårsagerne er i gang.

Annonce

Kulden har ifølge AP ramt to tredjedele af USA. Og der er ikke udsigt til, at termometeret viser højere temperaturer lige foreløbig.

Den nationale vejrtjeneste i USA, National Weather Service (NWS), sagde mandag, at mere arktisk luft er på vej.

- Kolde temperaturer vil påvirke de østlige to tredjedele af USA i denne uge, og der forudsiges adskillige rekordlave temperaturer, siger den amerikanske vejrtjeneste ifølge BBC.

Annonce

Nogle meteorologer siger, at det er muligt, at endnu en snestorm kan ramme dele af den amerikanske østkyst i weekenden, skriver AP.

Millioner af mennesker bliver fortsat bedt om at holde sig hjemme, skoler er lukket, tusindvis af fly holder sig på landjorden, og hundredtusindvis af hjem er uden strøm.

I dele af delstaterne Minnesota og Wisconsin vågnede beboerne op til temperaturer ned til minus 23 grader mandag morgen lokal tid, skriver AFP.

Annonce

Mindst 20 delstater samt forbundshovedstaden, Washington D.C., er gået i kriseberedskab på grund af den bidende kulde.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har kaldt stormen historisk og har godkendt føderal hjælp til en række delstater på grund af uvejret.

Annonce

Sponsoreret indhold