Nyheder7. marts 2024 (opd. 7. marts 2024)

Millioner ramt: Tog- og flyafgange aflyst

To fagforeningers strejke har i den grad ramt Tyskland, men også her i landet er der konsekvenser
Danske DSB forventer, at alle EuroCity-tog mellem København H og Hamburgs hovedbanegård aflyses mellem torsdag klokken 02.00 og fredag klokken 13.00.
Danske DSB forventer, at alle EuroCity-tog mellem København H og Hamburgs hovedbanegård aflyses mellem torsdag klokken 02.00 og fredag klokken 13.00.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Tusindvis af aflyste tog, hundredvis af droppede flyafgange og millioner af ramte passagerer.

Det er status på den trafikale situation i Tyskland under omfattende strejker torsdag.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

De strejkende fagforeninger er Verdi, som repræsenterer lufthavnsansatte i Lufthansa, og de tyske togføreres fagforening, GDL.

For de lufthavnsansatte kræver Verdi en lønstigning på 12,5 procent.

Det er især de seneste års inflationsudfordringer, som har ført til krav om højere løn.

GDL har haft månedlange uenigheder med Deutsche Bahn.

Fagforeningen afbrød den seneste runde af forhandlinger sidste torsdag efter fire uger med møder bag lukkede døre med eksterne mæglere.

Verdi og GDL har ikke koordineret deres strejker, skriver dpa.

Også her i landet har de to fagforeningers strejke haft konsekvenser.

Danske DSB forventer, at alle EuroCity-tog mellem København H og Hamburgs hovedbanegård aflyses mellem torsdag klokken 02.00 og fredag klokken 13.00.

Sponsoreret indhold