Nyheder9. december 2023

Milliondyre skader efter stormflod: Lystbådehavne vil have økonomisk hjælp

Da stormflod hærgede store dele af Danmark i oktober, endte skaderne med at løbe op i 90 millioner kroner
sejlbåde
Her er sejlbåde i Rørvig Havn under vand efter stormfloden i oktober. Nu vil Foreningen af Lystbådehavne have en økonomisk håndsrækning efter skaderne.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der skete skader for 90 millioner kroner hos 49 lystbådehavne, da en stormflod ramte særligt sydlige og østlige dele af Danmark i oktober.

Foreningen af Lystbådehavne i Danmark vil nu have økonomisk hjælp fra regeringen til at betale regningen.

- De ramte havne står i dag helt alene med regningen efter stormfloden. Det gælder finansiering og genetablering af skadede moler, broer og anlæg.

- Vi opfordrer erhvervsministeren til at yde hjælp her og nu til de berørte havne, siger formand for havneforeningen Bent Ole Jonsen i en pressemeddelelse.

Skadesbeløbet er mere end fire gange så stort som skaderne efter stormen Bodil i 2013.

Skadernes omfang spænder fra 15.000 kroner til 13,3 millioner kroner per havn.

Fire havne har hver meldt om skader for over 10 millioner kroner. En af dem er Mommark Marina på østkysten af Als.

Ejeren af marinaen, Carsten Kock, regner ikke med at kunne åbne for gæstesejlere i 2024 grundet skadernes omfang.

- Vi har akut brug for hjælp til at få løst vores nuværende situation, så vi igen kan åbne for gæstesejlere.

- Men næstvigtigst er, hvordan det kommer til at se ud fremover. Hvis vi ikke kan regne med hjælp ved en ny stormflod, så er det jo ikke værd at genopbygge efter denne, siger han.

Hos Foreningen af Lystbådehavne i Danmark ser man et behov for en akutpulje, der giver de ramte havne mulighed for erstatning her og nu.

Samtidig opfordrer man erhvervsminister Morten Bødskov (S) og Folketinget til at ændre den nuværende stormflodsordning, så lystbådehavnene fremadrettet kan få mulighed for erstatning, hvilket de ikke har i dag.

Stormflodsordningen er en ordning, som alle betaler solidarisk til via deres forsikring.

Hvis Naturskaderådet erklærer, at der har været tale om stormflod, udbetales efterfølgende erstatning efter denne ordning. Det gælder dog ikke havne- og kajanlæg.

Morten Bødskov siger i en kommentar, at lystbådehavnene "i en årrække har haft mulighed for at tegne en privat forsikring mod stormflod".

- Hvis de har benyttet sig af den mulighed, kan de igennem den opnå erstatning for skader på havne- og kajanlæg, siger ministeren.

Erhvervsministeren har tidligere oplyst, at han har inviteret Folketingets parter til et møde om stormflodsordningen for at drøfte mulige justeringer.

Sponsoreret indhold