Mikkelsen: Ambassadør Mads

Egentlig kan han ikke andet end at se rå og godt ud på kommando.
Men det virker ude i den store filmverden.
Mads Mikkelsen er udråbt til ambassadør.
Ikke sådan officielt for Danmark, men derimod af Det Europæiske Filmakademi, der vil have ham til at være en af de fremtrædende skuespillere eller filmfolk, der skal være med til at reklamere for europæisk film.
Ambassadørerne skal i tæt samarbejde med EFA repræsentere filmakademiet og Den Europæiske Filmpris, der sidste år blev uddelt i København, ved forskellige prestigefulde arrangementer.
- Skuespilleren sætter stor pris på sine europæiske kollegers selskab, hver gang han er deltager ved Den Europæiske Filmpris, skriver EFA i en pressemeddelelse om udnævnelsen.
Mads Mikkelsen har både optrådt som nomineret ved Den Europæiske Filmpris - i 2006 for "Efter brylluppet" og i 2008 for "Flammen og Citronen" - og som overrækker af priser i Berlin i 2007 og i København i 2008.