Nyheder26. oktober 2008

Mikkel Kessler: World Champ

Tyske Danilo Häussler var ingen match for danskeren, der nu stadig kan kalde sig verdensmester
Mikkel Kessler havde ingen problemer med sin tyske modstander
Mikkel Kessler havde ingen problemer med sin tyske modstander
 Foto: All Over

Mikkels Kesslers mor Ann-Patricia så forfærdeligt nervøs ud, da hendes knægt boksede mod tyskeren Danilo Häussler. Måske havde hun fået et par genstande, da hun så kampen sammen med andre boksefanatiskere på Haraldsborg på Islands Brygge, den bodega, som Kessler altid besøger, når han er hjemme i Danmark. Men hun havde ingen grund til at være nervøs.

Ikke mere end to en halv omgange eller mindre end 200 sekunder skulle der til, før Kessler lynede med tre-fire hurtige slag, sluttende med en ond venstrehånd, der sendte Häussler i gulvet. Og så havde Danmarks bedste bokser endnu engang slået sin verdensmesterskabs-status alvorligt fast.

- Mikkel havde godt nok sagt, at kampen ville gå over 12 omgange. Men min knægt.. han er da bare for god, sagde Ann-Patricia i sekunderne efter sejren og blottede sine brugte tænder.

Sagen var ikke at Kessler var god. Danilo Häussler var simpelthen ringe. Den 33-årige tysker har mødt tre danskere. Og tabt hver gang.

- Jeg har fra starten sagt, at det var en mis-match. Jeg kan ikke engang glæde mig over den, men kun at vi nu kan begynde at arbejde på nogle langt vigtigere og sværere kampe på den anden side af Atlanten, sagde Mogens Palle.

Mikkel Kessler kan nu kigge frem ad. Først og fremmest mod en stor karriere i USA. Og masser af penge til knægten fra Islands Brygge på Christianshavn. Og sikkert også til Mogens Palle.

Tillykke til Mikkel.

Sponsoreret indhold