Annonce
Nyheder8 timer siden

Microsoft vil opføre yderligere tre datacentre i Danmark

Microsoft vil bygge datacentre i Vestjylland. Investeringen er virksomhedens største nogensinde i Danmark
Af: Ritzau
Microsoft vil bygge tre datacentre i Vestjylland og etablere en såkaldt datacenterregion. (Arkivfoto). - Foto: Audrey Richardson/Reuters
Microsoft vil bygge tre datacentre i Vestjylland og etablere en såkaldt datacenterregion. (Arkivfoto). - Foto: Audrey Richardson/Reuters
Annonce

Microsoft vil etablere en ny såkaldt datacenterregion i Danmark. Denne gang i Vestjylland.

Det indebærer, at selskabet vil opføre datacentre på tre lokationer i Varde og Esbjerg Kommune.

Det skriver Microsoft Denmark i en pressemeddelelse.

Der er ifølge selskabet tale om en tocifret milliardinvestering, som er den største i virksomhedens 36-årige historie i Danmark.

Microsoft oplyser ikke det nøjagtige beløb for investeringen.

Ifølge Mette Kaagaard, som er administrerende direktør for Microsoft Danmark og Island, understreger investeringen Microsofts engagement i Danmark.

- Det handler ikke kun om nye datacentre, men om at udvikle og drive innovation og sikre en mere konkurrencedygtig og robust digital infrastruktur - i tæt samspil med vores danske partnere og med stærk lokal opbakning i Esbjerg og Varde Kommune, siger hun i pressemeddelelsen.

Annonce

Under opførelsen ventes det, at byggeriet vil beskæftige op til 1200 til 1400 personer på hver af de tre lokationer på spidsbelastningstidspunkter.

Når datacentrene står færdigt, ventes der at være omkring 500 faste job til den løbende drift.

Microsoft har planer om at øge Europas kapacitet af datacentre med 40 procent frem mod 2027. Det betyder, at Microsoft ved udgangen af 2026 vil have 200 datacentre på tværs af Europa, har selskabet tidligere meddelt.

Annonce

I dag beskæftiger Microsoft knap 1000 medarbejdere i Danmark.

Microsoft har tidligere meddelt, at selskabet vil lave en datacenterregion på Sjælland, som skal bestå af tre datacentre.

På sin hjemmeside forklarer Microsoft, at en datacenterregion er en klynge af datacentre, som er placeret i et afgrænset område.

Det giver ifølge selskabet en robust dataopbevaring, fordi den fysiske adskillelse beskytter data mod problemer i det enkelte datacenter.

Et datacenter er en eller flere bygninger med en masse computere, hvorpå der opbevares data.

Annonce

Sponsoreret indhold