Nyheder2. februar 2010

Mick Øgendahl: Miljøsvin

Komikeren skammer sig lidt over at køre rundt i en kæmpe benzinsluger
Mick Øgendahl kører i en mega Mercedes
Mick Øgendahl kører i en mega Mercedes
 Foto: All Over

Når den 36-årige komiker om kort tid sætter sig ind i sin bil og turnerer landet tyndt med sit nye onemanshow "Propaganda", kommer det til at foregå i hans enorme Mercedes-firehjulstrækker.

En benzinsluger af de værste, og det har Mick Øgendahl det ikke udpræget godt med.

- Jeg er rigtig glad for min bil, men et eller andet sted er jeg sgu heller ikke stolt af at køre rundt i den. Så den har jeg det også lidt svært med, siger Mick Øgendahl til Ekstra Bladet.

Komikeren har generelt et anstrengt forhold til statussymboler, men når det kommer til biler, glemmer han alt om sin egen prædiken.

Mercedesen er udstyret med alt ekstraudstyr. Han kalder den sit "rullende kontor" og samtidig "et miljøsvin af dimensioner". Alligevel kunne han ikke drømme om at skifte den ud.

- I bund og grund er den eneste måde, jeg kan forsvare min bil på, at den kan jeg køre rundt i. Det kan man fandeme ikke i en Louis Vuitton-taske, fastslår komikeren, der også arbejder på en ny film.






Sponsoreret indhold