Nyheder19. juni 2018

Mick Øgendahl bliver vært til gallashow

Det bliver en helt ny mand i front til årets Zulu Comedy Galla
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mick_bred1.jpg
 Foto: Mikkel Russel/TV2

Komikeren Mick Øgendahl har fået æren af tjansen som vært på årets Zulu Comedy Galla.

Når gallashowet 30. august løber af stablen for 10. gang er det altså med en garvet komiker i front.

- Det er jo en aften, hvor man hylder sine kollegaer, så man vil gerne gøre det så godt som muligt. Det er jo lidt et straffespark. Den skal gerne sidde indenfor rammen, siger Øgendahl i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Mick Øgendahl skal forsøge sig i værtsrollen til Zulu Comedy Galla, men det er bestemt ikke første gang, at han er en del af det.

I 2012 vandt han prisen som årets komiker.

- Selvfølgelig er man spændt. Men på den gode måde. Som vært er man jo ikke i spil til en pris. Det er egentlig meget rart.

- Jeg glæder mig til at arbejde sammen med en masse af mine kollegaer. Tit er det lidt ensomt at arbejde med comedy. Men her skal der løftes i flok. Det bliver fedt at have en holdånd med i bagagen, lyder det.

Mick Øgendahl overtager værtsjobbet fra Nikolaj Lie Kaas, der efterhånden har stået på scenen nogle gange som vært.

Udover Lie Kass har også Rasmus Bjerg, Sidse Babett Knudsen, Rune Klan og Martin Brygmann været værter.

I forbindelse med Zulu Comedy Galla kommer også Zulu Comedy Festival. Der kan man fra 30. august til 9. september opleve en række af de bedste komikere i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Der er navne som Christian Fuhlendorff, Simon Talbot, Sanne Søndergaard, Elias Ehlers på programmet.

Derudover vil Tobias Dybvad optage et par afsnit af sit program, "Dybvaaaaad" under festivalen.

Sponsoreret indhold