Nyheder9. juli 2009

Michèle Bellaiche: Manden døden nær i feriedrama

TV-værten vågede selv ved hospitalssengen, inden manden vågnede efter 2 døgn i kunstig koma

- Det kunne være gået rigtig galt, så jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig for, at min mand tilsyneladende har det godt.

Hvad der skulle have været en hyggelig familieferie, endte som et rent mareridt for den 37-årige "Go' aften Danmark"-vært.

Hun var sammen med sin mand, politibetjenten Henrik Schalls, og parrets 4 sammenbragte børn på ferie i Sydfrankrig, men efter få dage indtraf katastrofen. Henrik vendte nemlig ikke tilbage fra en af sine sædvanlige morgenløbeture, skriver Billed-Bladet i denne uge.

Michèle blev naturligvis urolig og kontaktede det lokale politi. Først efter flere timer i uvished var der livstegn fra manden, som var blevet indlagt og lå i respirator på et lokalt hospital.

- Det var selvfølgelig et chok, og jeg frygtede det værste. Vi ved endnu ikke, hvad der er sket, og hvem der har fundet Henrik. Det er utrolig heldigt, at ulykken skete et befærdet sted, så han kunne få hurtig hjælp, siger Michèle Bellaiche til bladet.

Det er altså uvist, hvad der præcis skete under løbeturen, som Henrik Schalls heller ikke selv husker noget fra. Men en scanning viste indre blødninger i hovedet, så Henrik blev holdt i koma for at give hjernen ro.

I 2 dage veg Michèle ikke fra sin mands side. Hun talte til ham og var også til stede under opvågningen.

- Det er et mirakel, at han lever. Og det ser ud til, han ikke får mén. Nu skal han holde sig helt i ro og undgå al larm. Det er helt fantastisk, at vi er nået så langt, fortæller Michèle, der har ferie fra jobbet på "Go' aften Danmark" frem til starten af august.

Sponsoreret indhold