Nyheder4. juni 2022

Michala var bare fire år da hendes mor døde: - Gid hun kunne se mig nu

NY PODCAST: Michala har aldrig manglet kærlighed, men hun savner sin mor og ville ønske, at hun kunne se sin datter nu - nu forsøger hun at få kontakt med hjælp fra en clayvoriant
Afdøde Tenna og hendes mindreårige datter Michala
Michala (t.h.) og Tenna fik blot fire år sammen, før moderen uventet døde.
 Foto: Privat/Jesper Sunesen

Michala har kun få minder om sin mor, Tenna.

Men hun har fået fortalt, at de to hang sammen som ærtehalm. Hun var Tennas ét og alt, og mor og datter lignede hinanden på en prik af både udseende og af sind.

Desværre fik de kun fire år sammen. Da Tenna døde i 2011, blot 32 år gammel, blev hun fundet livløs på sofaen i sit hjem, uden at der forinden havde været nogen faresignaler.

Hun led ganske vist af sukkersyge, men sygdommen var under kontrol. Tennas død var derfor et stort chok for familien, som aldrig har fået årsagen at vide.

Dengang 4-årige Michala forstod ikke meget af, hvad der skete den dag, hendes mor mistede livet. Det gik først op for hende lang tid senere.

Tenna døde blot 32 år gammel
Tenna blev kun 32 år. Dette billede er taget kort før hendes død.
 Foto: Privat

Hun flyttede ind hos sin moster, Vibeke, som tog den lille pige til sig som sin egen datter og på den mest skånsomme måde prøvede at forklare sin niece, at hun aldrig ville se sin mor igen.

Blot 14 dage inden Tennas død havde Vibeke nemlig lovet sin lillesøster, at hvis der nogensinde skulle ske hende noget, ville hun passe godt på Michala.

Dét løfte holdt hun. Michala er nemlig vokset op hos Vibeke og hendes tre sønner, Alexander, Benjamin og Lucas, og hun har aldrig manglet kærlighed.

Michala og Vibeke
Michala fik en god opvækst hos sin mors søster, Vibeke, men hun savner naturligvis sin mor.
 Foto: Jesper Sunesen

Men ingen kan helt erstatte en mor. Michala og Vibeke ville begge ønske, at Tenna stadig levede, så hun kunne se, hvor godt hendes datter klarer sig.

Men nu, hvor det desværre ikke er sådan, håber de i stedet, at Tenna følger stolt med oppe fra himlen.

Savnet af Tenna og uvisheden omkring hendes død fylder uendeligt meget hos både Michala og Vibeke.

De har derfor kontaktet den clairvoyante, Selma Ambirk, i håbet om, at hun kan skabe en forbindelse til Tenna og give dem svar på deres spørgsmål.

Vibeke var søster til afdøde Tenna
Moster Vibeke har skabt flere steder i hjemmet, hvor Tenna mindes.
 Foto: Jesper Sunesen

Hvorfor døde Tenna så pludseligt? Var hun bange, inden hun gik bort? Og er hun et sted i nærheden, hvor der er rart at være?

Det er nogle af spørgsmålene, som Selma forsøger at give svar på i seneste udgave af podcasten "Afdødekontakt", som du kan høre her:

Selma kender ikke familien på forhånd. Hun ved kun, at hun skal besøge en kvinde ved navn Vibeke, som ønsker kontakt til sin afdøde søster, og at der desuden vil være en pige til stede under seancen.

Allerede i bilen på vej mod Ørnhøj, hvor de bor, begynder Selma dog at føle en åndelig tilstedeværelse, som kan have relation til dem, hun nu skal besøge.

— Jeg kan mærke, at der er en afdød, der træder ind i mit energifelt. Jeg kan faktisk mærke to. Og jeg fornemmer en rød ballon, som blev sluppet og steg til vejrs, fortæller Selma.

Da hun ankommer til hjemmet i Ørnhøj, bliver hun taget varmt imod af Vibeke og Michala. Spændingen lyser ud af dem begge. Det er tydeligt, at de har ventet længe på denne dag.

Hør hele historien i ugens afsnit af "Afdødekontakt" - næste og sidste afsnit i 1. sæson kan du høre på fredag 10. juni 2022:

Sponsoreret indhold