Michael Ziegler har fundet sin kræft-redning

To ud af 30.000.000.
En ufattelig lille chance, som nu alligevel viser sig potentielt at være stor nok til at redde liv.
Og det er borgmester i Høje-Taastrup, Michael Zieglers, (K) liv, der står til at blive reddet.
Han fik nemlig konstateret akut leukæmi i oktober måned sidste år og måtte derfor melde sig syg på ubestemt tid.
Nu har han gennem det internationale donorregister fået muligheden for at blive kræftfri, da en kvinde fra Chile har et tæt på perfekt match til hans egne stamceller.
Det skriver han på sin facebook.
- En søgning blandt 30 millioner donorer i det internationale donorregister har nemlig vist, at den chilenske kvinde er den, som passer bedst til min vævstype. Hun er et match på 9 ud af 10 parametre. Ikke perfekt - men absolut brugbart. Jeg skal så “bare” have immundæmpende medicin lidt længere tid, skriver han blandt andet.
Den 2. marts skal han have ført kvindens stamceller ind i sit blod, og den manøvre kan få kræften væk.