Nyheder5. februar 2014

Michael Laudrup: Smidt på porten

Fodboldlegenden er blevet fyret som manager for Swansea
Michael Laudrup må til at lede efter et nyt arbejde
Michael Laudrup må til at lede efter et nyt arbejde
 Foto: All Over



Michael Laudrup er blevet fyret i Swansea. Det skriver klubben på deres hjemmeside.

Efter det britiske fodboldholds seneste nederlag i weekenden, som efterlod dem blot to point fra nedrykningsstregen, begyndte rygterne for alvor at svirre om Laudrups fremtid i klubben.

Og tirsdag blev rygterne så til virkelighed, efter at den danske fodboldlegende havde været til et krisemøde med bestyrelsesformand Huw Jenkins.

- Det er en beslutning, vi tager med modvilje. Men det er en beslutning, som er truffet i Swansea City Football Clubs og vores fans interesse, siger Jenkins i en pressemeddelelse.

- Jeg havde et møde med Michael i dag som et sidste forsøg på at støtte ham i at forbedre arbejdet med holdet og sikre de resultater, vi behøver i de sidste 14 Premier League kampe, siger han.

Men mødet hjalp ikke Michael Laudrup, og han står nu uden job. Jenkins begrunder bl.a. fyringen med, at det ikke ville være sandsynligt, at de kunne skabe et stabilt miljø omkring klubben.

Michael Laudrup: Indkaldt til krisemøde

Dog går rygterne i de britiske medier på, at der har været mange flere og langt alvorligere grunde til at skille sig af med Laudrup.

- Michael Laudrup er tirsdag blevet fyret som manager for Swansea, efter at klubben endelig mistede tålmodigheden med hans manglende ledelse, skriver avisen Daily Mail.

Samtidig skriver tabloidavisen, at fyringen både skyldes dårlig træning og manglende opbakning fra holdes spillere.

Mens både danske og internationale sportsmedier har travlt med at gætte på den nøjagtige grund bag fyresedlen, lader det til at Swansea allerede ser fremad.

- Nu skal vi videre, mens vi offentligt viser vores taknemmelighed for det arbejde, Michael har gjort for os de sidste 18 måneder og ønsker ham alt godt i fremtiden, siger Jenkins.

Men ligesom andre arbejdsløse, kan Michael Laudrup nok ikke bruge den kommentar til ret meget. Dog kommer vi ikke til at høre hans version af historien lige med det samme.

- Jeg er blevet rådet til ikke at sige noget det første døgn eller to af League Manager Association, lyder det fra Laudrup i en mail til TV 2 Sporten.

Se hvilken anden kendt dansker, der er blevet fyret

Sponsoreret indhold