Michael Jackson: Presset i døden
Så skulle den være god nok. Tirsdag venter Los Angeles hundredtusindvis af fans, der vil sige farvel til Kongen af Pop. Men her - foran Staples Center i centrum af Los Angeles - kommer der nu blodige sandheder på bordet.
For ifølge en meget pålidelig kilde i koncertmiljøet blev Michael Jackson kort inden sin død presset til de mange koncerter. Tourbosserne fra AEG Live, som også belejligt arrangerer hans offentlige begravelse på tirsdag, ville ikke lade ham slippe uden om de 50 koncerter, der oprindeligt var arrangeret. Men Jacko kunne 14 dage inden sin død ikke magte showet.
Ifølge SE og HØRs kilde sagde Michael:
- Jeg kan højest klare tre-fire stykker.
Og Michaels angiveligt høje medicinforbrug kan have været en af grundene til, at han selv frygtede, at han ikke kunne levere varen til koncerterne. I nat dansk tid kom det frem i CNN's Anderson Cooper 360, at Michael Jackson fik en yderst bizar behandling for søvnløshed.
CNN's sundhedschef, som også er uddannet læge, Sanjay Gupta, har fundet den læge, der var med på Jacksons 96-97 HIStory-tour. Netop den tour, der også ramte København og Parken.
Lægen, Neil Ratner, er anæstesilæge, og han var med på touren. Ifølge CNN's kilde har Ratner fortalt, at "han fik Michael i seng om aftenen, og han fik ham op om morgenen". Og ikke bare ved almindelige sovepiller. Men med en hel miniklinik, som blev sat op i Jackos hotelværelser på touren. Dette betyder naturligvis også, at Jackson faldt i søvn i København dengang i 1997 fuldstændig blæst ned på hardcore sovemedicin.
- Jeg vil ikke snakke om det. Det er upassende, når manden ikke engang er begravet endnu. Jeg har mistet en ven, sagde Ratner til CNN.
I 2002 mistede Ratner sin lægelicens på grund af forsikringssvindel.
Fakta er, at amerikanske læger kæmper om at få celebre kunder i folden. Det er god reklame. SE og HØR har talt med en amerikansk læge om problematikken.
- Konkurrencen betyder, at kendte kan kræve ting af deres læger. Hvis de ikke får den medicin, de beder om, så truer de med at gå til en anden læge. Og så kan de shoppe rundt, indtil de får de stoffer, de ønsker. Det meget hårde, smertestillende præparat Vicodin er et stort problem. Folk bruger pillerne til at feste med, men de er i virkeligheden meget farlige, siger Jay, der arbejder som læge på en privatklinik i Los Angeles.
Begravelsesforberedelserne er nu ved at være på plads her i LA. SE og HØR besøgte torsdag Staples Center, der ligger mellem det centrale LA's mange skyskrabere. Og allerede nu har politiet spærret området af - ingen af verdenspressens enorme sendevogne kommer ind, så tv-kanalerne har belejret en parkeringsplads overfor, hvor mexicanere pludselig tjener kassen på at have dem stående 24 timer i døgnet.
- Vi forlader ikke vores plads. Vi skal være helt fremme, sagde en tekniker fra den lokale tv-kanal NBC4 til SE og HØR.
Begravelsen kommer til at foregå privat på Forest Lawn Cemetery i Hollywood, hvorefter den offentlige i Staples Center kommer til at foregå tirsdag dansk tid kl. 19. Seoghoer.dk er med hele vejen og opdaterer konstant med nyt.
SE og HØR forsøgte forgæves at få en kommentar fra AEG Live i Los Angeles. Men de vendte ikke tilbage. Til CNN sagde direktør Randy Phillips, at de ikke havde mærket, at Michael havde det dårligt i dagene op til hans død.
- Han gav mig et knus og sagde tak, sagde Philips i nat.