Michael Jackson: Ekskonen kræver børnene
Moderen til Michael Jacksons 2 ældste børn, Debbie Rowe, havde først proklameret, at hun ikke ville have noget at gøre med de 2 børn, 12-årige Michael Jackson Junior og Paris Katherine på 11.
Men nu foretager hun en kovending og kræver forældremyndigheden over begge børn - selv om Michael Jacksons ønske var, at de 2 skulle bo hos deres bedstemor.
I hans testamente står det klart, at han vil have sin mor Katherine til at tage sig af hans børn. Hvis hun ikke ville være i stand til det, var Jacksons valg popdivaen Diana Ross.
Nu vil Rowe, der var gift med Jacko fra 1996 til 1999, altså gå imod poplegendens sidste ønske.
- Jeg vil have mine børn tilbage, sagde hun i et interview med NBC i går og slog samtidig fast, at hun er villig til at få foretaget en dna-prøve for at fastslå at hun er børnenes biologiske mor. Desuden har hun bedt retten få udstedt et tilhold, så Michaels far, Joe Jackson, ikke kan komme i nærheden af børnene.
Da Debbie og Michael blev skilt for 10 år siden, tjente hun omkring 50 millioner på skilsmissen, og hun havde dengang ingen problemer med at opgive forældremyndigheden.
- Jeg fødte børnene for ham. Jeg gjorde det, så han kunne blive far - ikke for at jeg kunne blive mor. Jeg har intet gjort for at gøre mig fortjent til at kalde mig mor, lød det under sagen dengang.