Nyheder20. november 2008

MGP-Amalie: Voksen børne-debut

2007-vinderen i børnenes Melodi Grand Prix udgiver i næste uge sin debutplade, der trods hendes kun 13 år bestemt ikke er barnlig
Selv om Amalie nu pladedebuterer, så skal hun stadig passe sin skole i 7. klasse i Brønshøj
Selv om Amalie nu pladedebuterer, så skal hun stadig passe sin skole i 7. klasse i Brønshøj

Sidste års MGP-vinder, Amalie Høegh, er en sej lille tøs. Det seneste års tid har den 13-årige Brønshøj-pige skullet klare meget mere end sin 7. klasses skolegang. Det er blevet til 19 optrædener rundt om i landet med hendes vindermelodi Til Solen Står Op, hun har holdt ved sin dans samtidig med at hun har fået sang-undervisning. Og så har hun også lige indspillet sin første plade, der meget originalt hedder Amalie. Den udkommer 28. november.

Sunget i gospelkor

- Jeg synes selv, at jeg har været meget koncentreret. Både det at synge og danse er en måde at udtrykke sig på, og jeg synes, at det er det bedste i verden, siger hun.

- Året har været super sjovt. Jeg har fået masser af oplevelser, kontakter og gode venner, siger Amalie.

På debutalbummet er det tydeligt at høre, at Amalie har sunget i gospelkor siden hun var helt lille. De rhythm'n'blues baserede sange stikker dybere end bare lillepige-pjat.

Hip hop er fedt

- Hvis jeg skal sammenligne mig med en dansk artist, så vil jeg fremhæve Anna David. Vi har visse lighedstræk, selvom vi har hvert vores udtryk, siger hun, men understreger, at når hun selv skal feste igennem, så er det de tungere drenge fra den danske hip-hop-scene, som L.O.C. og Niarn, der bliver sat på anlægget.

- Jeg er ret vild med dansk hip-hop. Det er fedt at lytte til, men jeg skal jo ikke lyde som L.O.C. Det er lidt for hardcore til at passe til mig, siger Amalie.

Se hendes første video
På privatfronten er hendes liv da heller ikke specielt ghettoagtigt. Hun bor hjemme og passer sin skole, som de fleste andre på hendes alder.

Men på kort sigt bliver der masser af arbejde med at gøre opmærksom på debut-pladen. Og lidt længere frem i tiden er det da også det, Amalie håber at komme til at beskæftige sig med.

- Jeg vil gerne ud og optræde. Og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at blive ved med at lave og spille musik. Men nu må vi se.. Ingen kan jo forudsige fremtiden, siger hun snusfornuftigt.

Du kan se Amalie og hendes første video på YouTube ved at klikke på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=tZ1V9XYN5lc

Sponsoreret indhold