Mette Kierkgaard forlader regeringen: Vælger kræftsyg mand over ministerposten

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) udtræder af regeringen, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Hun erstattes af Henrik Frandsen (M) som ældreminister.
- Ældreminister Mette Kierkgaard ønsker at udtræde af regeringen. Statsministeren vil derfor indstille til Hans Majestæt Kongen, at medlem af Folketinget Henrik Frandsen udnævnes til ældreminister.
- Statsministeren præsenterer den nye minister for Hans Majestæt Kongen klokken 11.30. Der vil efterfølgende være et kort doorstep på Amalienborg Slotsplads, skriver Statsministeriet.
Ministerrokaden finder sted i et år, hvor der skal være folketingsvalg. Det skal senest finde sted 31. oktober.
Mette Kierkgaard blev valgt ind i Folketinget ved 2022-valget. Hun skriver på Facebook, at hun ikke genopstiller i forbindelse med det kommende valg.
- Min mand, Thomas, har været igennem en omfattende kræftbehandling. Behandlingen er gået godt, men nu melder senfølgerne sig, og de er desværre kun lige begyndt.
- Thomas er stærk, og det er vores to drenge på 17 og 19 år også. Men de vigtigste mennesker i mit liv får mere og mere brug for mig hjemme i Ribe.
- Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke genopstiller til Folketinget, og derfor stopper jeg naturligt også som minister i dag, skriver den afgående minister på Facebook.
Hun fortsætter i Folketinget frem til valget, tilføjer Mette Kierkgaard.
Henrik Frandsen har ligeledes siddet i Folketinget siden 2022-valget, hvor Moderaterne for første gang stillede op.
Den tidligere Tønder-borgmester har indtil nu fungeret som regeringspartiets gruppeformand.
Dermed stod han ofte i første række, da Moderaterne undervejs i valgperioden flere gange havde meget omtalte sager, som han skulle kommentere.
Det var eksempelvis sager om det dårlige arbejdsmiljø i partiets sekretariat og personsager om folketingsmedlemmerne Jon Stephensen og Mike Fonseca, som i dag ikke længere er en del af Moderaterne.
Som ældreminister var Mette Kierkgaard blandt andet ansvarlig minister bag ældrereformen. Den blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale Venstre i 2024.
Den skal hun have tak for, lyder det fra Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.
- Tak for indsatsen og samarbejdet til Mette Kierkgaard, som har været ansvarlig minister for regeringens frisættelse og reform af ældreområdet, skriver han på X.
Der er også ros til Mette Kierkgaard fra kolleger, som ikke sidder i regeringspartier.
Eksempelvis har De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, svaret den afgående minister på Facebook med ordene:
- Du håndterede det at "komme udefra" ekstremt begavet og kom med en oprigtighed, der var befriende. Og så er du også bare et utroligt behageligt menneske. Jeg forstår virkelig godt din prioritering. Alt godt til din familie.
Der var senest ændringer i regeringen i september sidste år. Her indgik socialdemokraterne Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek og Ane Halsboe-Jørgensen i en intern S-rokade på ministerholdet.