Mette Frederiksen varsler strammere udvisningsreform: - Så er det slut med at være i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil udforme en reform, der skal gøre det muligt at udvise flere kriminelle udlændinge.
Det siger hun i sin nytårstale.
- Inden længe præsenterer regeringen også en omfattende udvisningsreform. Den vil betyde, at endnu flere kriminelle udlændinge skal sendes ud af Danmark.
Konkret foreslår regeringen derfor, at udlændinge udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel - "uanset hvilken tilknytning, de har til Danmark".
- Dermed bliver det helt klare udgangspunkt, at hvis man for eksempel dømmes for voldtægt, grov vold eller anden alvorlig kriminalitet, så er det slut med at være i Danmark, siger Mette Frederiksen.
Skridtet kan være et brud med den nuværende fortolkning af de europæiske menneskerettighedskonventioner.
Mette Frederiksen fortæller, at man er klar til at gå videre end konventionerne, fordi Danmark før jul samlede 27 landes støtte til en nyfortolkning af menneskerettighedskonventionerne.
- Nu skal det først og fremmest være befolkningerne - og ofrene - der beskyttes. Og ikke gerningsmanden, siger hun.
Statsministeren varsler derfor, at Danmark er klar til at iværksætte en ny tilgang, selv om det ikke er endegyldigt ændret hos menneskerettighedsdomstolene.
- I stedet for at vente flere år på, at det slår igennem i domstolenes praksis, så går vi forrest og gennemfører lovgivning allerede inden sommer.
Samtidig understreger hun, at folk, der er kommet til Danmark og opfører sig pænt, ikke skal føle sig ramt.
- Man kan godt være dansker, selv om ens livret ikke er frikadeller. Eller makrelmadder for den sags skyld, siger Mette Frederiksen.
- Vi danskere ser ikke ens ud. Det skal vi heller ikke. Men vi skal ville hinanden.
Statsministeren fremhæver herefter, at voldelige udlændinge ikke har en plads i Danmark.
- I skal ikke være her, siger hun.
- Vi gider ikke jeres vanvidskørsel og dominanskultur.