Nyheder1. juni 2023

Mette Frederiksen taler ud om stor sorg: Min mor døde af asbest

I et stort interview med Fagbladet 3F fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) for første gang om den asbestrelaterede kræftsygdom, der kostede hendes mor livet
Statsminister Mette Frederiksen taler for første gang om den asbestrelaterede kræftsygdom, der kostede hendes mor livet.
Statsminister Mette Frederiksen taler for første gang om den asbestrelaterede kræftsygdom, der kostede hendes mor livet.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det var en asbestrelateret kræftsygdom, der for ti år siden kostede statsminister Mette Frederiksens mor, Anette Frederiksen, livet.

Det fortæller statsministeren i et eksklusivt interview med Fagbladet 3F.

- Jeg glemmer aldrig den læge, der som det første sagde til mig: “Du er fra Aalborg, er din mor også det? Er hun vokset op i Øgadekvarteret?”, siger Matte Frederiksen til fagbladet.

- Fordi der åbenbart er en overvægt af kvinder i Danmark med den kræfttype, som kommer fra det her kvarter, fortsætter statsministeren.

Mette Frederiksens mor blev født i 1950’erne og boede i sin barndom i Øgadekvarteret tæt på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg, hvor der blev brugt store mængder asbest i produktionen.

Hun fik mange år senere konstateret kræft i bughulen, som formentlig var opstået i æggestokkene.

Asbest er da også - ifølge Kræftens Bekæmpelse - en dokumenteret årsag til kræft i lunger, strube, æggestokke og i hinder omkring lunger, bughule og hjerte.

Anette Frederiksen døde 5. maj 2013 efter et langt sygdomsforløb. Hun blev 58 år.

- Det er bare for tidligt at dø, siger Mette Frederiksen til Fagbladet 3F om tabet af sin mor og fortsætter:

- Jeg vil ikke sige, at jeg er bitter. Men jeg synes, at det er meget, meget, meget svært for de mennesker, der har været syge eller er syge på grund af asbest, og for alle os pårørende, at det er en fabrik og et produkt, der har taget menneskeliv fra os.

Selvom det snart er 40 år siden, det blev forbudt at anvende asbest herhjemme, er der stadig mere end 300 danskere, der dør af det om året.

Læs hele fagbladets interview med statsminsteren her.

Sponsoreret indhold