Mette Frederiksen: Ruslands handlinger er uacceptable
Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på det sociale medie Facebook, at Ruslands ageren i Ukraine er uacceptabel. Samt at Danmark støtter op om hårde modsvar, hvis Rusland fortsætter sin aggression.
Det skriver statsministeren, efter at Rusland har anerkendt to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine og har indsat tropper i dem. Rusland har i en længere periode opmarcheret tropper på grænsen til Ukraine.
- Mandag besluttede Putin – i strid med folkeretten – at anerkende to ukrainske regioner som selvstændige stater. Han gav grønt lys for såkaldte "fredsbevarende styrker" til at gå ind i regionerne.
- Samtidig kører den russiske desinformation for fulde drøn. Med falske historier om en ukrainsk militær trussel mod Rusland, om sabotage og folkedrab. Ruslands handlinger er helt uacceptable. Og regeringen fordømmer dem på det kraftigste, skriver Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen støtter op om hårde modsvar til Rusland (Foto: Martin Høien)
På Ukraines side
Hun kalder yderligere Ruslands handlinger for "en klar krænkelse af Ukraines suverænitet" og understreger, at "Danmark står på Ukraines side".
Torsdag skal Mette Frederiksen til ekstraordinært topmøde i EU om situationen i Ukraine. EU har allerede indført en række sanktioner mod Rusland efter mandagens udvikling.
De tæller økonomiske sanktioner, et stop for godkendelsen af gasledningen Nord Stream 2 og målrettede sanktioner mod russiske individer, der spiller en særlig rolle i situationen i og omkring Ukraine.
- Det sender et klart signal til Putin om, at vi i Vesten står sammen. At vi hurtigt og effektivt kan blive enige, når det gælder.
- Vi er stadig fast besluttet på, at yderligere aggression vil blive mødt af alvorlige konsekvenser og omkostninger for Rusland, ligesom Nato kommer til at tage bestik af den forværrede sikkerhedssituation, skriver Mette Frederiksen.