Nyheder13. maj 2024 (opd. 13. maj 2024)

Mette Frederiksen reagerer på omdiskuteret video: Burde forbydes

Mette Frederiksen mener, at den slags videoer burde forbydes
Prime Minister Mette Frederiksen and Finland's Prime Minister Petteri Orpo hold a press conference in the Mirror Hall on Monday, May 6, 2024. (Photo: Thomas Traasdahl/Scanpix 2024)
(Arkivfoto)
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag for første gang kommenteret en omdiskuteret deepfake-video, som Dansk Folkeparti for to uger siden delte af hende på sociale medier.

- Jeg synes, at politiske partier skal lade være med det her. Det er ødelæggende for vores demokratiske samtale, siger Mette Frederiksen til den danske presse under et nordisk topmøde i Stockholm.

I slutningen af april delte Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt en video lavet ved hjælp af kunstig intelligens af et fiktivt pressemøde med statsministeren.

Det lød blandt andet i den manipulerede video, at regeringen efter succesen med at afskaffe store bededag nu også ville afskaffe pinsen, påsken og julen.

Mette Frederiksen siger videre, at hun "selvfølgelig er enig" med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der tidligere mandag meddelte, at han vil forsøge at forbyde sådanne videoer ved hjælp af ophavsretten.

Hun mener, at deepfake-videoer kan være ødelæggende for "vores grundlæggende tillid".

- De her deepfake-videoer er ikke sande. Det er ikke sandheden, man ser. Det er ikke den ægte vare.

- Derfor risikerer vi ikke alene at stille andre mennesker i et dårligt lys, men vi risikerer også at underminere selve vores demokrati og tillid til hinanden, siger Mette Frederiksen.

Hvorvidt hun har politianmeldt den manipulerede video, vil statsministeren ikke svare på.

- Hvad der sker politimæssigt omkring mig selv og min sikkerhed, er ikke noget jeg giver interviews om.

Dansk Folkeparti har tidligere afvist kritikken af videoen.

- Det, vi kan gøre, er at vise danskerne, hvordan man kan bruge de nye teknologier, og hvordan man kan bruge det på en god måde, som her en underholdende og satirisk måde, sagde Morten Messerschmidt til Journalisten i april.

Mette Frederiksen deltager mandag i et nordisk topmøde i Sveriges hovedstad, Stockholm. Også Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har deltaget.

De nordiske regeringsledere har under topmødet diskuteret nordisk konkurrenceevne og sikkerhed.

Sponsoreret indhold