Mette Frederiksen på pressemøde: - Rusland tester os

Danmark skal have et militært forsvar i form af langtrækkende præcisionsvåben, der kan modstå trusler fra for eksempel Rusland.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag ved et doorstep foran Statsministeriet på Christiansborg, hvor hun kalder beslutningen for et såkaldt "paradigmeskifte" i dansk forsvarspolitik, da der aldrig før er blevet indkøbt denne type våben til angreb.
- Danmark skal for første gang opbygge en militær kapacitet i form af langtrækkende præcisionsvåben, siger hun.
Det er eksempelvis missiler eller droner, tilføjer forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ligeledes deltager i seancen.
Mette Frederiksen kalder det for "en principbeslutning".
Den er ikke mindst kommet i stand på baggrund af Ruslands seneste trusler mod polsk territorium.
Rusland invaderede for tre et halvt år siden Ukraine, og siden har de to lande været i krig.
- Rusland tester os. De tester vores sammenhold, siger Mette Frederiksen.
- Der er ingen tvivl om, at Rusland vil være en trussel mod Danmark og Europa i mange år frem, siger hun.
På pressemødet understregede forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V) dog, at man håber på, at våbenene aldrig skal bruges.
- Nato har ingen som helst ambitioner om at indlede et angreb mod Rusland. Men det er afgørende, at skal man have en troværdig afskrækkelse, så er vi nødt til at investere mere i afskrækkelseskapaciteter, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).