Nyheder1. januar 2024 (opd. 1. januar 2024)

Mette Frederiksen på overarbejde: Skriver nytårstalen om

Dronningens farvel til tronen får også indflydelse på nytårstalen fra landets statsminister
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder her sin seneste nytårstale på Marienborg, søndag den 1. januar 2023.
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder her sin seneste nytårstale på Marienborg, søndag den 1. januar 2023.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) har omskrevet sin nytårstale med kort varsel, efter dronning Margrethe under sin nytårstale søndag meddelte, at hun træder tilbage den 14. januar.

Det skriver både DR og TV 2.

Mette Frederiksen skrev i et opslag på det sociale medie Instagram den 21. december, at hendes nytårstale ville have fokus på ældre og sundhed.

Ifølge DRs og TV 2s oplysninger, kommer dronningens abdicering i stedet til at fylde en stor del af statsministerens nytårstale.

Statsministeriet vil overfor Ritzau ikke kommentere oplysningerne.

Meddelelsen om sin abdicering leverede dronningen mod slutningen af sin nytårstale, som blev hendes 52. og sidste nytårstale.

- Om 14 dage har jeg været Danmarks dronning i 52 år. Så lang tid går ikke sporløst hen over noget menneske - heller ikke mig! Tiden slider, og "dårligdommene" bliver flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man kunne engang, sagde dronningen.

Herefter kom hun ind på en rygoperation, som hun gennemgik i februar.

Operationen gik godt, men den gav dog anledning til at overveje, om det var på tide at lade sig pensionere, lod hun tv-seerne vide.

- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 - 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far - vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

Efterfølgende takkede Mette Frederiksen i en skriftlig udtalelse fra Statsministeriet på vegne af den danske befolkning dronning Margrethe for "hendes livslange dedikation og utrættelige indsats for Kongeriget".

- Selv om pligten og hvervet som regent er gået i arv i mere end 1000 år, så er det alligevel svært at begribe, at tiden nu er inde til et tronskifte.

- Mange af os har aldrig kendt en anden regent. Dronning Margrethe er indbegrebet af Danmark og har gennem alle årene sat ord og følelser på, hvem vi er som folk og som nation, lød det fra Mette Frederiksen.

Af udtalelsen fremgik det også, at statsministeren i sin nytårstale mandag aften, vil kommentere det kommende tronskifte.

Sponsoreret indhold