Nyheder29. december 2023 (opd. 29. december 2023)

Mette Frederiksen lægger blomster for Mellemøsten

Statsministeren har lagt blomster for krigens ofre i Mellemøsten
Statsminister Mette Frederiksen (S). Pressemøde om forsvarssamarbejdet med USA, i Spejlsalen i Statsministeriet i København, tirsdag den 19. december 2023.. (Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)
Hun slutter opslaget af med at sende tanker til "alle os, der ønsker fred og sikkerhed for både israelere og palæstinensere".
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt blomster for krigens ofre i Mellemøsten.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

- På en kirkegård med både muslimske, jødiske og kristne gravsteder lagde jeg i dag (fredag, red.) blomster for krigens ofre i Mellemøsten.

- For de alt for mange børn i Gaza, hvis liv endte alt for tidligt. For alle de jødiske og palæstinensiske familier, der har mistet, og som nu sidder tilbage med den største smerte, skriver hun.

Statsministeren sender i opslaget også tanker til de gidsler, der endnu ikke er frigivet og de pårørende, der venter på dem.

Hun slutter opslaget af med at sende tanker til "alle os, der ønsker fred og sikkerhed for både israelere og palæstinensere".

Få dage efter, at den militante Hamas i oktober angreb Israel, lagde Mette Frederiksen blomster foran den israelske ambassade.

Her blev hun af en journalist spurgt ind til, om hun også ville vise sympati overfor den palæstinensiske civilbefolkning.

Hertil svarede Mette Frederiksen:

- Du bidrager til at relativere noget, som ikke er sammenligneligt. Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre. Det tåler ikke nogen sammenligning, sagde hun.

Til Politiken fortalte hun den 26. december, at hun ville have formuleret sig anderledes i dag, og at hun har "kæmpe medfølelse med alle dem, der har mistet på begge sider."

- Jeg har ikke fysisk lagt blomster. Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Men måske mere fordi, jeg ikke lige har fundet en lokation, hvor det er oplagt at gøre det, sagde hun.

Krigen i Gaza har ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder kostet mindst 21.500 personer livet. Blandt dem er 8600 børn, fremgår det af den seneste opgørelse fra de palæstinensiske myndigheder.

Krigen brød ud, efter at den militante bevægelse Hamas angreb Israel, dræbte 1200 personer og tog 140 personer som gidsler 7. oktober.

Sponsoreret indhold