Annonce
Nyheder8 timer siden (opd. 8 timer siden)

Mette Frederiksen kalder angreb i Sydney for rystende

Statsministeren sender sine kondolencer til ofrene i forbindelse med et skyderi i den australske by Sydney
Af: Ritzau
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder doorstep efter spørgetimen i Folketinget på Christiansborg i København, tirsdag den 9. december 2025.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen er rystet over angrebet i Sydney søndag.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce

Statsminister Mette Frederiksen (S) er forfærdet over søndagens skyderi i Sydney.

Det udtaler hun i et opslag på Statsministeriets konto på den sociale platform X.

- Jeg er forfærdet over det rystende terrorangreb ved Bondi Beach. Lysets fest afbrudt af mørke handlinger. Jeg sender mine dybeste kondolencer til ofrene og deres familier, lyder det.

Australsk politi har oplyst, at mindst 12 mennesker er døde i forbindelse med skyderiet, som efterforskes som et terrorangreb mod jøder.

Mindst 29 personer meldes tilskadekomne.

Skyderiet fandt sted på Bondi Beach i Sydney i Australien, mens en fejring af den jødiske højtid Hanukkah var i gang.

- Danmark står sammen med Australien og det australske jødiske samfund, siger Mette Frederiksen videre i kommentaren.

Annonce

I Danmark har myndighederne taget bestik af episoden.

Rigspolitiet har bedt politikredsene om at skærpe opmærksomheden på jødiske lokaliteter efter angrebet i Australien.

Det oplyser DR og TV 2.

Samtidig øges opmærksomheden ved julemarkeder, oplyser Politiets Efterretningstjeneste, PET, til Ritzau.

I forvejen har politiet en særlig opmærksomhed på jødiske lokaliteter, hvilket skyldes en generel vurdering fra PET.

Annonce

Men søndagens angreb på jøder på Bondi Beach i Sydney har altså medført en opfordring til politikredsene om at være ekstra årvågne.

PET skriver i en mail til Ritzau, at det blodige angreb ikke fører til, at terrortruslen i sig selv vurderes til at være alvorligere i Danmark.

Niveauet er fortsat "alvorlig", hvilket er niveau fire ud af fem.

Desuden er PET i dialog med Det Jødiske Samfund i Danmark, fremgår det af mailen.

Annonce

Sponsoreret indhold