Nyheder12. juni 2025 (opd. 12. juni 2025)

Mette Frederiksen bekræfter: Socialdemokratiet har bedt Henrik Sass Larsen melde sig ud

Den danske statsminister fortæller på Folkemødet, at man i partiet har vurderet udmeldelsen som det mest rigtige
Mette Frederiksen bekræfter, at Socialdemokratiet har ønsket at skille sig af med Henrik Sass Larsen.
Mette Frederiksen bekræfter, at Socialdemokratiet har ønsket at skille sig af med Henrik Sass Larsen.
 Foto: Lars H. Laursen

Statsminister Mette Frederiksen (S) bekræfter nu, at Socialdemokratiet har bedt eksminister Henrik Sass Larsen om at melde sig ud af partiet.

- Det er det, vi har vurderet, er det mest rigtige, siger Frederiksen i forbindelse med Folkemødet på Bornholm, hvor hun bliver spurgt ind til emnet.

Hidtil har Socialdemokratiet hverken be- eller afkræftet Sass' påstand om, at partiet har ønsket ham ud.

Sass er tiltalt for blandt andet at være i besiddelse af materiale med overgreb mod børn.

Det drejer sig om over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale.

Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje, "idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening", lyder det i anklageskriftet.

Sass nægter sig skyldig i tiltalen. Sagen med Sass skal for retten i august og han er altså derfor ikke dømt for noget endnu. Sass har desuden udtalt, at han ikke har meldt sig ud af Socialdemokratiet.

Frederiksen udtalte sig første gang om sagen i marts, da det blev kendt, at sagen involverede Sass.

- Det er en alvorlig tiltale for nogle af de aller-, allerværste forbrydelser, man kan begå mod andre mennesker.

- Og det er klart, at jeg tænker på de børn, der er blevet mishandlet, hvor der er fundet voldtægter, overgreb og seksuelt misbrug sted, sagde Frederiksen dengang.

Sass var en central figur i Frederiksens første tid som formand for Socialdemokratiet. Han var eksempelvis gruppeformand for partiet fra 2015 til 2019, da Socialdemokratiet sad i opposition.

Han trak sig fra dansk politik i 2019, kort efter at Socialdemokratiet og Frederiksen var kommet til magten.

I B.T.-podcasten "Q & CO" tidligere på måneden og i sin bog "Tilbageslag" har Sass udtalt, at han har downloadet filmene for at lede efter sig selv.

Sass påstår, at han i 2018 modtog et link i en mail, og da han trykkede på linket, kunne han se et videoklip med et seksuelt overgreb mod ham selv, da han var tre år gammel i 1969.

B.T., som er det eneste medie, Sass har udtalt sig til, har ikke set den video, som Sass har henvist til i et interview med mediet.

Sponsoreret indhold