Nyheder3. december 2021

Metroens cityring brød sammen i fredagsmyldretiden

Metroens Cityring gik fredag eftermiddag i stå. Den såkaldte rejsetidsgaranti trådte i kraft
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tog-i-tunnel-soeren-hytting.jpg
 Foto: Metroselskabet

Midt i myldretiden fredag eftermiddag, hvor mange folk var på vej hjem fra arbejde og andre måske på vej ud i bylivet, gik metrolinjerne M3 og M4, som kører på den såkaldte Cityring i København, i stå.

Metroselskabet oplyser på Twitter, at nedbruddet skyldtes "tekniske problemer". Det er ikke specificeret, hvad den formulering dækker over.

Det er for de fleste passagerer nok også mindre relevant sammenlignet med behovet for at få oplyst, hvornår de underjordiske førerløse bytog vil køre igen. Men det stod i første omgang også hen i det uvisse.

- Vi har i øjeblikket intet tidsestimat for, hvornår vi kører igen, lød meldingen på Metroselskabets hjemmeside.

Kort før klokken 17 meldtes der imidlertid om en smule bevægelse på strækningen, efter at det ene spor blev brugbart, og omkring klokken 17.15 lød meldingen, at de tekniske problemer var løst.

Metroselskabet oplyser, at den såkaldte rejsegaranti er trådt i kraft i forbindelse med nedbruddet. Reglerne for rejsegarantien er blandt andet beskrevet på hjemmesiden Din Offentlige Transport (DOT).

Her fremgår det, at man i forbindelse med nedbrud på metroen er berettiget til at få refunderet et beløb på op til 300 kroner brugt til alternativ transport. Det kan være taxa, el-løbehjul, delebil eller andet.

Det er et krav, at både afgangs- og ankomststation skal være ramt af driftsstoppet. Desuden skal man begynde og afslutte den alternative rejse i en radius af 250 meter fra hver af de to stationer. Dette skal fremgå af kvitteringen.

Ifølge Metroselskabets hjemmeside rejste 3,8 millioner passager med Cityringen i oktober, som er den seneste måned, hvor passagertallet er opgjort.

Sponsoreret indhold