Nyheder28. december 2023

Merete Pryds Helle er ny bestyrelsesleder i Statens Kunstfond

Posten overtager den danske forfatter fra teaterdirektør Gitta Malling
Forfatter Merete Pryds Helle er nået til 80erne i sin danmarkskrønnike.
Merete Pryds Helle er det nyeste ansigt i Statens Kunstfond.
 Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Forfatter og debattør Merete Pryds Helle er ny bestyrelsesleder i Statens Kunstfond.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Posten overtager hun efter teaterdirektør ved Limfjordsteatret Gitta Malling.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kalder forfatteren "en stærk stemme til at varetage kunstens interesser i samfundet".

- Dertil har hun en særlig evne til at stille sig op og tale, så man ikke kan andet end at spidse ører, lyder det fra ministeren i pressemeddelelsen.

Merete Pryds Helle lægger selv vægt på, at der i en tid med mange udfordringer er brug for kunsten.

- Kunsten kan få os til at forstå os selv og samfundet bedre, men den kan og skal også udfordre og forvirre os for at gøre os klogere, siger hun.

Hun har vundet prisen De Gyldne Laurbær for sin fortælling "Folkets skønhed" fra 2016. Historien, der er en salgs danmarkskrønike, fortsætter i "Vi kunne alt" fra 2018 og "Det vågne hjerte" fra 2022.

Statens Kunstfond, som er Danmarks største kunstfond, består af 54 personer fordelt på 12 udvalg. Det er seks legatudvalg, fem projektstøtteudvalg samt ét samlet projektstøtte- og legatudvalg for arkitektur.

Tidligere på efteråret blev Merete Pryds Helle valgt som medlem af fondens legatudvalg for litteratur. Hun står også i spidsen for udvalget.

Billedkunstner Anja Franke er leder for legatudvalget for billedkunst, mens instruktør Ulaa Salim står i spidsen for legatudvalget for film.

Designer Pil Bredahl er leder af legatudvalget for kunsthåndværk og design. Det samme er komponist Søren Nils Eichberg for legatudvalget for musik, mens instruktør Sargun Oshana sidder for bordenden i legatudvalget for scenekunst.

Alle medlemmer af Statens Kunstfond er udpeget for en periode på fire år, mens bestyrelseslederen udpeges for en periode på to år.

De udpeges af kulturministeren og Statens Kunstfonds repræsentantskab.

Ifølge Kulturministeriet uddeler fonden omkring 550 millioner kroner årligt. De fordeles mellem cirka 6000 projekter inden for musik, scenekunst, litteratur, arkitektur, billedkunst, kunsthåndværk og design.

Sponsoreret indhold