Mere tryghed til passagerer: Nu indsættes der vagter på S-togsnettet

Fremover skal det være slut med utryghed på landets S-togsstationer.
Fra i dag, den 8. august 2022, har DSB nemlig indført en vagtordning på hovedstadsområdets stationer, som skal sikre mere tryghed for de rejsende og de, der befinder sig på de mange perroner.
Det sker som et led i regeringens tryghedspakke "Et tryggere Danmark", som trådte i kraft tilbage i juli, skriver transportministeriet i en pressemeddelelse.
– Alt for mange oplever utryghed, når de færdes på stationer eller i kollektiv transport.
- Det har konsekvenser for lysten til at tage kollektiv transport, og det har betydning for den enkelte borgers frihed til at kunne bevæge sig rundt i samfundet, udtaler transportminister og minister for ligestilling, Trine Bramsen.
Vagterne vil primært være til stede på stationer på strækningerne København H-Høje Taastrup, København H-Køge samt på Ringbanen mellem Ny Ellebjerg og Hellerup og fra Hellerup til København H.
I morgen- og i formiddagstimerne patruljerer 4-6 vagter på to til tre vagtruter, mens der i eftermiddags-, aften- og nattetimerne patruljerer mellem 6-10 vagter på tre til fire vagtruter.
– Jeg er meget glad for at passagererne nu får gavn af regeringens seneste tiltag. Der skal være tryghed i S-togene og på stationerne. Derfor er de nye vagter i uniform og overvågning med kameraer vigtigt, siger justitsminister Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.
Selv om det kun er på udvalgte strækninger, at vagterne vil være til stede i begyndelsen, vil ruterne være fleksible, og DSB oplyser, at man ligeledes vil kunne tilkalde en tryghedsvagt til bestemte opgaver.
Flemming Jensen, som er administrerende direktør i DSB, er da også begejstret over lovgivningen og dermed vagtordningen:
– S-togsnettet binder med sine godt 350.000 daglige rejsende hovedstadsområdet sammen. Jeg er rigtig glad for, at vi med den nye lovgivning får et ekstra værktøj til at give endnu større tryghed til vores kunder, siger han.