Nyheder22. juni 2018

"Mercur"-stjerne kørte 1.100 kilometer i russisk taxa for at se fodboldkampen

Den danske skuespiller Jon Lange, der er kendt fra sin rolle i ”Mercur”, endte med at køre 1.100 kilometer i en russisk taxa for at nå VM-kampen mellem Danmark og Australien. Skuespilleren og hans venner havde nemlig misset deres fly
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mercur_front.jpg
 Foto: All Over og TV 2

Den danske skuespiller Jon Lange og hans venner kan vist bedst betegnes som nogle af landets vildeste roligans.

I hvert fald tyede venneflokken til at tage en 1.100 kilometer lang tur i en russisk taxa for at nå ind til torsdagens kamp mellem Danmark og Australien i det russiske by Samara.

De i alt fire venner missede nemlig flyet fra Moskva til Samara.

Det fortæller den 38-årige skuespiller, kendt fra sin rolle i TV 2-serien ”Mercur”, til Ekstra Bladet:

- Ret paniske gik vi i gang med alternativer, men der var ikke flere flybilletter, ikke flere togbilletter, ikke flere udlejningsbiler, så vi endte hos en FIFA Volunteer ved navn Aleksandr, der med lodder og trisser fandt Vladimir, en lun russer med en Hyundai, der heldigvis gerne ville køre os de 1100 km til Samara, fortæller han til Ekstra Bladet.

De mange kilometer på russiske landeveje blev udnyttet maks, fortæller skuespilleren til avisen.

- Der blev quizzet rigtig meget for at slå tiden ihjel, og da Vladimir (den russiske taxachauffør, red.) begyndte at nikke tungt, roterede vi chauffør. Alt i alt var det jo en fantastisk oplevelse. Vi fik set masser af russisk natur, en smuk solopgang, vi lærte Vladimir at kende via Google Translate og fik et crash course i tegnsprog, som allerede har tjent os godt, fortæller han.

Turen endte ifølge Jon Langes kæreste med at tage 15 timer og koste 2.800 kroner. Og de nåede som bekendt frem til stadion i tide, hvor de dog måtte se Danmark ende uafgjort mod Australien.

Næste kamp for det danske landshold er tirsdag, hvor Eriksen og co. møder Frankrig.

Sponsoreret indhold