Nyheder18. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

"Melodi Grand prix"-kommentator om vinder: Stort potentiale i Eurovision-håb

DR's store analysearbejde for at undgå endnu en afklapsning bærer formentlig frugt, vurderer grandprixkender
Ole Tøpholm
"Dansk melodi Grand Prix"-kommentator Ole Tøpholm tør godt at satse på, at Danmarks Eurovision-bud kommer i finalen.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Konfettien regnede ned over Saba, der med nummeret "Sand" sejrede ved Dansk Melodi Grand Prix 2024 i DR Koncerthuset i København lørdag aften.

Nu venter den egentlige udfordring, lyder det fra grandprixkommentator Ole Tøpholm. Med titlen og trofæet følger en plads i det internationale melodigrandprix, Eurovision, i Malmø i maj.

- De andre år har det været meget, meget hård konkurrence for Danmark, siger han.

Ikke siden 2019 har Danmark kvalificeret sig til en plads i finalen i det internationale melodigrandprix. Sidste år havnede det danske Eurovision-håb, Reiley med "Breaking My Heart", helt nede på en 33.-plads ud af de 37 lande, der stillede op.

Herefter igangsatte DR et stort analysearbejde. Over 600 indsendte sange blev screenet for internationalt potentiale. De otte sange, som nåede til Dansk Melodi Grand Prix, blev udvalgt ud fra mantraet: "Kærlighed ved første lyt" kombineret med en stærk vokal og performance.

Den treenighed besidder Saba og "Sand", mener Ole Tøpholm.

- Der er masse af ting, vi ikke ved endnu. I vores semifinale er der lande, som ikke har fundet deres vinder endnu. Men jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en situation, hvor vi ikke går i finalen, siger han.

- Det mener jeg. Og det er ikke kun, fordi jeg er kommentator og får min løn, for jeg har ved gud også været kritisk, mens jeg har været kommentator. Det her var sangen med størst internationalt potentiale, understreger Ole Tøpholm.

Grandprixkenderen tror dog ikke, at Danmark vinder årets Eurovision. Heller ikke selv om vi har gode erfaringer med at synge Danmark til tops hos vores svenske naboer hinsidan.

Malmø Arena dannede også rammen om Danmarks seneste Eurovision-sejr i 2013, hvor Emmelie de Forest vandt med "Only Teardrops", mens Globen i Stockholm lagde scene til Brødrene Olsens "Fly on the Wings of Love", som vandt det internationale melodigrandprix i 2000.

- Jeg forestiller mig ikke, vi er i vinderkandidatfeltet i år. Målet fra DR er, at vi kommer i finalen, og det vil bare være en sejr at få Danmark og Dannebrog på pointtavlen for første gang siden 2019. Derfor er finalen det vigtigste. Derfra kan man altid begynde at drømme, siger Ole Tøpholm.

- Om vi så bliver nummer 8 eller 18 i finalen, er alt for tidligt at spå noget om. Men at vi kommer i finalen, ja. Der passer denne her sang så godt ind, siger han om Sabas "Sand".

Et forsigtigt bud på en Eurovision-vinder er Ukraines sang "Teresa & Maria" af duoen alyona alyona & Jerry Heil. Landet har vundet det internationale melodigrandprix tre gange på 20 år. Senest i 2022.

- Hver gang et østland vinder, bliver jeg spurgt: "Det er politisk, er det ikke?". Nej, det er det ikke. For hvis det skulle være politisk, skulle Ukraine vinde hvert år, og de vandt ikke sidste år, siger Ole Tøpholm og fortsætter:

- Ukraine er meget stærk lige nu. De kommer i hvert fald med i toppen. Men om den vinder, skal vi lige et stykke længere ind, for vi mangler stadig at se, hvad de forsvarende mestre, Sverige, og en række andre lande kommer med. Der kan også være overraskelser, vi ikke kan forudse.

Der stiller efterhånden så mange lande op i Eurovision - 37 nationer har tilmeldt sig i år - at sangkonkurrencen må afvikles over tre dage. Der er to semifinaler, som leder op til den store finale 11. maj.

Saba skal synge for en finaleplads i den anden semifinale 9. maj og går på scenen som sang nummer syv.

Sponsoreret indhold