Nyheder31. januar 2009

Melodi Grand Prix: Kikset generalprøve

Det var ikke kun nerverne hos solisterne, også publikums tålmodighed blev sat på prøve ved generalprøven til årets Melodi Grand Prix fredag aften
Birthe havde ikke en af sine helt store dage ved generalprøven
Birthe havde ikke en af sine helt store dage ved generalprøven
 Foto: All Over

Ti mere eller mindre nervøse deltagere indtog fredag aften, lettere forsinket og med et utal af tekniske kiksere undervejs, scenen til generalprøve foran 3000 spændte publikummer.

Dagen igennem havde de sidste solister haft prøver og i timerne op til generalprøven var der rygende travlt bag scenen i de små omklædningsbåse. Stemmerne blev varmet grundigt op og stylisterne var på overarbejde for at shine samtlige artister og korsangere op inden deres optræden.

Langt de fleste prøver var gået efter planen. På nær et par enkelte solister, som på grund af tekniske vanskeligheder måtte foretage enkelte ændringer i koreografien.

Claus Christensen måtte torsdag eftermiddag under sit nummer "Big Bang Baby" opgive at flyve henover scenen, da de metalwirer, som skulle bære ham, blev filtret sammen.

Birthe glemte teksten

Under selve generalprøven, hvor solisterne for første gang fik afprøvet sangene foran et levende publikum, var det ikke kun nerverne hos solisterne, som blev pirret til sidste strofe. Også publikums tålmodighed blev sat på prøve. De fleste solister var så rutinerede, at man knapt ænsede nervøsiteten. Derimod virkede selve showet som en noget rodet affære, med et hav af tekniske fejl.

Birthe Kjær, som ellers har stor sceneerfaring og har været vært for Dansk Melodi Grand Prix hele to gange tidligere, virkede ukoncentreret og måtte flere gange starte forfra og ty til hjælp fra øresneglen.

Kemien mellem værterne Birthe Kjær og Felix Smith var en interessant kombination af personligheder, men også en noget ambivalent oplevelse, på den mor-søn-agtige måde. Et forhold, som i den grad blev sat på en prøve med en, uden at afsløre for meget, intim seance.

Sponsoreret indhold