Nyheder18. januar 2008

MELODI GRAND PRIX: HER ER DELTAGERNE

Lørdag afholdes den anden semifinale i popdysten, hvor otte sange kæmper om de sidste pladser i finalen. Her kan du læse om og se alle deltagerne
Af af
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/musik/mgp2del8-jpg.jpg

GUNHILD
Egentlig er Gunhild nordmand, men hun har boet i Danmark i næsten syv år. Her har hun taget en uddannelse som sanger ved Musikkonservatoriet i Århus.
I dag lever hun af at undervise i sang og klaver, mens fritiden bruges til at synge i Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band.
Gunhild er vild med Grand Prix, så hun glæder sig til at synge nummeret "Vilde hjerter", der har tekst og musik af Mads Løkkegaard, Rune Braager og Hans Henrik Koltze.

JULIE RUGAARD
De fleste kender nok bedst Julie Rugaard under kunstnernavnet Blå Øjne. Nu debuterer hun i Grand Prix'et.
Siden Julie for snart tre år siden blev mor til datteren Gaia, har hun holdt sig uden for rampelyset og troet, at hun bare skulle være en del af en lille familie.
Men ved en fest mødte hun Jens Simonsen, og de to gik så godt i spænd, at de begyndte at arbejde sammen og skrive nye numre. Og det er ét af dem, 29-årige Julie skal synge på lørdag. Sangen har titlen "Kan ikke forstå".

SIMON MATHEW
For tre år siden blev Simon Mathew verdensberømt i hele Danmark, da han vandt TV2-konkurrencen "Scenen er din". Siden blev den nu 24-årige Simon "Vild med dans" - og nu gælder det så Melodi Grand Prix.
Han skal synge sangen "All Night Long", der er skrevet af den tidligere Back To Back-sanger, Nis Bøgvad sammen med Svend Gudiksen og Jacob Launbjerg.
Sidstnævnte var også én af mændene bag Jakob Sveistrups vindersang for tre år siden, "Tænder på dig".

KENDRA LOU
For fem år siden var Kendra med i "Stjerne for en aften", hvor hun vandt en indledende runde. Dengang kaldte hun sig Kendra Lohmann.
Siden har hun været i New York i to år, hvor hun har taget en uddannelse som skuespiller. Efter hjemkomsten til Danmark var hun med i musicalforestillingen "Onkel Danny" om Dan Turèll, og for tiden er hun i gang med at indspille sin egen cd, der snart udkommer.
"Until We're Satisfied", hedder Kendras Grand Prix-sang, der er skrevet af Sascha Dupont, Jan Winther og Claus Christensen.
Claus var også med til at skrive sidste års vindermelodi "Drama Queen" med DQ.

LARS HOLMEN TVERGAARD og JOSEFINE BISGAARD OLESEN
Det er Maria Montell, der har opfundet denne duo. Lars fra Viborg og
Josefine fra Klarup ved Aalborg var begge med i TV-konkurrencen "Sangstjerner", hvor Maria Montell var dommer.
Hun faldt for de to 20-årige, unge talenter, som hun satte sammen, og på lørdag skal de synge "Sweet Memories of You", som Maria har skrevet sammen med Jacob Gurevitsch og Jonas Jeberg.
Lars Holmen Tvergaard har optrådt i flere musicals, mens Josephine Bisgaard Olesen som teenager bl.a. har deltaget i SE og HØRs Grand Prix.

SANDEE MAY
Som 16-årig var Sandee May i praktik i et musikstudie og fik smag for at synge og skrive tekster. Så hun har selv været med til at fabrikere nummeret "Spanish Soul" sammen med Nik, Lars Quang og RnG. De tre sidstnævnte stod også bag Unites Grand Prix-sang sidste lørdag.
Sandee er kun 20 år, og efter at hun i sommer blev færdig som student, er hun klar til at skabe sig en musikalsk karriere, og hun føler, at netop Grand Prix'et er en god mulighed for at blive hørt.

LASSE LINDORFF
Selv om det er første gang, Lasse Lindorff står på Grand Prix-scenen, er han en garvet herre inden for musikken. Han har været med til at udvikle DK Rocks, som blev kendt i TV-programmet "Hiv stikket ud", ligesom han var med til at skrive musikken til TV3-serien "2900 Happiness".
29-årige Lasse har selv været med til at skrive Grand Prix-nummeret "Hooked on You" sammen med Mogens Binderup og Lise Cabble, tidl. Miss B. Haven. De er alle kendt med Grand Prix, idet både Lasse og Mogens havde sange med sidste år - og Lise Cabble har før stået bag et vinderhit, nemlig "Fra Mols til Skagen" i 1995.

THE DREAMS
Hans Edward, Corfitz, Eirikur og Heini danner til sammen det færøske band The Dreams. Den ældste er 24 og den yngste 18 år.
De blev opfundet af Chief 1, der var dommer i en talentkonkurrence, hvor bandet deltog. Han blev så begejstret for dem, at han tog drengene under sine vinger og har fået indlogeret dem i et hus i Søborg.
Forsangeren Hans Edward har sammen med Chief 1 skrevet sangen "La' mig være". Chief 1 har før været med i Grand Prix'et - han komponerede nummeret "Stemmen i mit liv", som Kølig Kaj rappede til en dansk sejr i 1997.

Sponsoreret indhold