Nyheder18. januar 2024

Medvedev leverer forrygende comeback i sen nattetime

Russeren Daniil Medvedev er videre i Australian Open efter sejr i fem sæt over finske Emil Ruusuvuori.

Klokken var over halv fire om morgenen fredag lokal tid i Melbourne, før Daniil Medvedev havde booket billet til tredje runde i Australian Open.

Medvedev gik videre fra sin anden kamp i grand slam-turneringen efter sejr over finske Emil Ruusuvuori i fem sæt med cifrene 3-6, 6-7, 6-4, 7-6, 6-0.

Efter 4 timer og 20 minutter på banen havde Medvedev leveret et enestående comeback efter at have været nede med 0-2 i sæt.

Klokken var præcis 03.40 i Melbourne, mens tv-seere i Danmark kunne slukke for skærmen torsdag klokken 17.40, hvis de havde fulgt med i maratonkampen.

- Det er helt sikkert en kamp, jeg ville huske. Og jeg ville ikke være her, hvis jeg var tennisfan.

- Jeg havde sagt: Lad os tage hjem og se resten af kampen i tv, hvis klokken blev omkring et om natten. Så tak til jer, I er stærke, siger Medvedev i sejrsinterviewet.

Medvedev, der er nummer tre i verden og også seedet som treer i turneringen, forklarede, at det er svært at forberede sig optimalt til så sen en kamp.

- Man ved aldrig, hvornår man skal spise eller varme op. Jeg var allerede lidt udmattet, da kampen begyndte. Han var langt bedre forberedt end mig, mener Medvedev.

Russeren bøvlede også med at finde den ketsjer med den bedst mulige opstrengning.

- Det var ikke nemt for mig i starten af kampen. Jeg fandt omsider en ketsjer, der virkede for mig. Den tog jeg i tredje sæt og skiftede den ikke igen, siger Medvedev.

Ketsjeren fik dog en ordentlig tur, da Medvedev i slutningen af fjerde sæt tabte en tæt slagudveksling og var blot to point fra at tabe kampen.

Han kastede hårdt med ketsjeren, som fløj ind i russerens bænk og væltede vanddunke på vejen.

Ingen kom til skade, og kampen kunne fortsætte, og kort efter havde Medvedev udlignet til 2-2 i sæt.

I femte og afgørende sæt var der ikke mere energi i finnen, som tabte med et såkaldt tennisæg.

I næste kamp skal Medvedev møde canadieren Felix Auger-Aliassime.

Sponsoreret indhold