MEDLIDENHEDSDRAB

Der er ingen tvivl om, at langt de fleste har sympati og forståelse for Diana Benneweis' handling. Sikkert er det også, at dødshjælp praktiseres hver eneste dag af såvel plejepersonale som pårørende. Det opsigtsvækkende i denne sag er, at Diana Benneweis åbent fortæller om det, der ellers er et tabu: Vi ved, at det foregår - men ingen taler om det.Politiet har nu valgt at sigte Diana Benneweis for drab. Det kan umiddelbart lyde voldsomt, når ingen har betvivlet, at Dianas handling udsprang af ubetinget kærlighed til Eli Benneweis.Alligevel har politiet handlet korrekt. For der er ingen tvivl om, at straffelovens bestemmelser er blevet overtrådt. Og hvis ikke politiet rykkede ud med en sigtelse i forlængelse af Dianas ubetingede (og modige) tilståelse, ville det være det samme som at blåstemple medlidenhedsdrab, der nu engang er forbudt her i landet.Det gør ikke Diana Benneweis til en forbryder. Hun har uden tvivl handlet ud fra de bedste motiver. Og dømmes hun, bliver straffen med stor sikkerhed overordentlig mild - hvis dommeren da ikke vurderer, at hun skal være helt straffri.I kølvandet på skriverierne om Eli Benneweis' død har mange fremført, at Danmark burde tage skridtet fuldt ud og lovliggøre medlidenhedsdrab ligesom en række andre lande. Her er det imidlertid vigtigt lige at vende skråen engang. For hvad der umiddelbart ser rigtigt ud, indebærer en række problemer.Først og fremmest bør man altid være meget tilbageholdende med at acceptere, at mennesker tager liv og død i egen hånd. Dertil kommer, at grænsen mellem rigtigt og forkert er hårfin i denne sammenhæng. Hvordan sikrer man sig for eksempel, at medlidenhedsdrabet ikke blot er et udslag af almindelig nævenyttighed eller grådighed fra de pårørendes side?Diskussionen er under alle omstændigheder vigtig. Og Diana Benneweis fortjener al mulig ros for at have været med til at rejse den.