Nyheder28. januar 2024

Medier: To måneders kamppause i Gaza kan være på vej

En mulig kamppause til gengæld for løsladelse af 100 gidsler, løsladt i flere faser, lyder det i et aftaleudkast
Smoke billows after an Israeli strike in Rafah in the southern Gaza Strip on January 26, 2024, amid ongoing battles between Israel and the Palestinian militant group Hamas. (Photo by AFP)
Amerikanske embedsmænd udtaler sig til AP på betingelse af anonymitet, og ifølge dem indeholder et aftaleudkast om kamppause to stadier.
 Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Amerikanske forhandlere gør fremskridt i forbindelse med en potentiel aftale om to måneders kamppause i Gaza til gengæld for mere end 100 gidslers løsladelse.

Det har to amerikanske embedsmænd oplyst til nyhedsbureauet AP. Også den amerikanske avis The New York Times melder om et nedskrevet aftaleudkast.

Embedsmændene udtaler sig til AP på betingelse af anonymitet. Ifølge dem indeholder et aftaleudkast to stadier.

I det første stadie skal kampe standses, mens de tilbageværende kvindelige, ældre og sårede gidsler løslades af Hamas-bevægelsen.

Israel og Hamas skal derefter fastlægge detaljerne for et stadie nummer to, hvor israelske soldater og civile mænd vil blive løsladt.

En del af den mulige aftale indeholder samtidig, at Israel skal tillade mere humanitær hjælp til Gaza, skriver det amerikanske nyhedsbureau.

Ifølge AP meldte The New York Times som de første lørdag amerikansk tid, at der blev gjort fremskridt i forhold til en potentiel aftale.

Chefen for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, Bill Burns, forventes at skulle diskutere konturerne af aftaleteksten, når han søndag mødes med David Barnea i Paris, som er chef for den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Også Mohammed bin Abdulrahman Al Thani, Qatars premierminister, samt Abbas Kamel, den egyptiske efterretningschef forventes at deltage, oplyser tre personer med kendskab til sagen til AP.

Hamas har tidligere sagt, at bevægelsen kun vil gå med til at frigive flere gidsler, hvis den væbnede konflikt stoppes, og tusindvis af palæstinensiske fanger løslades.

Den militante Hamas-bevægelse trængte den 7. oktober ind i Israel fra Gazastriben og dræbte 1200 israelere. De fleste af dem civile.Hamas tog 240 gidsler med tilbage til Gazastriben.Israel indledte et omfattende angreb på Hamas i Gaza.Sundhedsmyndighederne i Gaza, der er styret af Hamas, siger, at over 25.000 mennesker er dræbt under Israels angreb. De fleste af de 2,3 millioner palæstinensere i Gaza er internt fordrevne.

Sponsoreret indhold