Nyheder22. februar 2022

Medie: Martin Henriksen bag nyt parti

Mens fem folketingsmedlemmer netop har forladt Dansk Folkeparti, har DF–profilen ifølge Ekstra Bladet ansøgt Indenrigsministeriet om et godkende et nyt parti.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/martin_8.jpg
 Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Indenrigsministeriet har modtaget en ansøgning fra Martin Henriksen om at godkende et nyt partinavn til et folketingsvalg.

Ekstra Bladet er i besiddelse af dokumentation, der viser de første skridt mod et nyt parti fra den tidligere DF-profil og mangeårige udlændingeordfører.

Martin Henriksen stillede op til formandsvalget i Dansk Folkeparti, men tabte til Morten Messerschmidt, der blev ny formand for omkring en måned siden.

Henriksen har siden meldt sig ud af partiet og hovedbestyrelsen.

Fem partiprofiler og folketingsmedlemmer har siden mandag meldt sig ud af partiet på grund af den nye formand. Det er uvist, om de kunne have en interesse i at stille op, hvis Henriksen danner et nyt parti.

Vil intet sige

Martin Henriksen afviser at kommentere ansøgningen om et nyt partinavn til Ekstra Bladet.

Det har indtil nu heller ikke været muligt for avisen at få opklaret, hvad det pågældende partinavn er.

Det er Valgnævnet, som godkender partinavne. Indenrigsministeriet oplyser, at valgnævnet mødes næste gang 26. april.

Profileret på udlændinge

I mange år var Henriksen DF's profilerede udlændingeordfører i Folketinget. Her røg han dog ud ved 2019-valget, hvor DF gik meget tilbage.

Han er siden sin udmelding fortsat som løsgænger i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.

Under valgkampen til at blive formand var han særdeles kritisk overfor Messerschmidt.

Smækkede med døren

Da Henriksen for halvanden uge siden forlod partiet, smækkede han med døren.

- Partiet har forandret sig, og man har valgt en anden retning, og det må man også tage konsekvensen af.

- Det er det, jeg gør. Og så ser vi, hvad fremtiden bringer, sagde han til Ritzau.

Sponsoreret indhold