Nyheder8 timer siden

Medie: Jon Stephensen kan igen deltage i Moderaternes gruppemøder

Ifølge TV 2 står døren til Moderaternes gruppeværelse atter åben for løsgænger Jon Stephensen
(ARKIV) Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen
Jon Stephensen gør et opsigtsvækkende comeback hos Moderaterne.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge TV 2 vil løsgænger Jon Stephensen fremover kunne deltage på Moderaternes gruppemøder på Christiansborg.

Det skriver mediet torsdag på sin hjemmeside.

Jon Stephensen blev i august 2023 hældt ud af partiet efter en række sager, der blandt andet omhandlede lumre sms-beskeder til et kvindeligt medlem af Unge Moderater.

- Du virker klog og er smuk med den lækreste krop, skrev Jon Stephensen blandt andet til den unge kvinde.

Folketingspartiernes gruppemøder foregår i fortrolighed, og det vil således være meget usædvanligt, hvis et parti inviterer et ikkemedlem med til gruppemøder.

Ifølge TV 2 står Jon Stephensen dog ikke over for at blive lukket ind i Moderaterne igen.

Han har i forvejen indgået en stemmeaftale med regeringen og stemmer således med regeringen, der har mistet en del mandater i løbet af valgperioden.

For nylig var Jon Stephensen således medvirkende til, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) akkurat reddede stormen af ved en mistillidsafstemning i folketingssalen.

Regeringens svindende mandattal skyldes ikke mindst Moderaterne, der skiftevis har kylet folketingsmedlemmer ud af partiet, eller er blevet forladt af sine medlemmer af Folketinget.

I indeværende valgperiode har Kristian Klarskov, Jon Stephensen, Mike Fonseca, Jeppe Søe og Karin Liltorp enten valgt selv at gå eller er blevet vist vejen til døren.

Kun Kristian Klarskov har givet sit mandat videre, mens de øvrige enten er blevet løsgængere eller er skiftet til et andet parti.

Dermed har Moderaterne nu kun 12 folketingsmedlemmer mod 16 efter folketingsvalget i 2022.

Moderaterne har sit næste gruppemøde torsdag klokken 9.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Jon Stephensen og gruppeformand Henrik Frandsen (M).

Sponsoreret indhold