Nyheder28. november 2023

Medie: Gidsler er overdraget fra Hamas til Røde Kors

Kilde tæt på Hamas siger, at 10 israelere bliver frigivet fra Gazastriben på femte dag af våbenhvilen

En gruppe israelske gidsler er tirsdag aften overdraget fra den militante Hamas-bevægelse til Røde Kors i Gazastriben.

Det meddeler en journalist fra AFP.

Meldingen er ikke umiddelbart bekræftet fra officielt hold.

Det er den femte gruppe israelske gidsler, der bliver frigivet siden fredag.

Det er endnu ikke meddelt officielt, hvor mange gidsler, der er tale om.

Men en kilde tæt på Hamas siger til AFP, at ti israelere bliver frigivet. Til gengæld ventes Israel at løslade 30 palæstinensiske fanger tirsdag aften.

Fra fredag til mandag har Hamas frigivet i alt 50 israelske gidsler og 19 udlændinge, først og fremmest thailandske arbejdere.

Til gengæld har Israel løsladt 150 palæstinensiske fanger -- langt overvejende teenagere og kvinder - fra israelske fængsler.

Sponsoreret indhold