Nyheder6 timer siden

Medie: Filmfestival i Cannes ramt af strømnedbrud

Myndigheder arbejder lørdag formiddag på at genoprette strømmen i Cannes, hvor der afholdes filmfestival
Filmfestivalen er ramt af en strømafbrydelse. 
Filmfestivalen er ramt af en strømafbrydelse.
 Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix

Dele af den franske region Alpes-Maritimes, hvor byen Cannes ligger, oplever lørdag formiddag omfattende strømafbrydelse.

Det rapporterer lokale myndigheder ifølge Reuters.

Det sker, samme dag som der skal uddeles priser på den prestigefyldte filmfestival i Cannes.

Strømmen gik ud i hele byen klokken 10 lørdag ifølge magasinet Screen Daily. Dette førte angiveligt til aflysning af flere filmvisninger.

Strømoperatøren RTE France arbejder på at få genoprettet strømmen, skriver Reuters.

Lørdag aften begynder overrækkelsen af de prestigefyldte priser på festivalen.

En strømafbrydelse påvirker i øjeblikket byen Cannes og de omkringliggende områder, fortæller en repræsentant for festivalen til mediet Variety.

- På nuværende tidspunkt er årsagen til afbrydelsen endnu ikke identificeret, lyder det.

En del af filmfestivalen - Palais des Festivals - er skiftet til en uafhængig strømforsyning, hvilket gør det muligt for alle planlagte begivenheder og visninger inklusive afslutningsceremonien at fortsætte som planlagt og under normale forhold, skriver Variety.

Visningerne i Cineum er dog midlertidigt stoppet og vil blive genoptaget, så snart strømmen er genoprettet, fortæller repræsentanten.

Blandt de nominerede til aftenens filmpriser er den norske film "Affeksjonsverdi", der har et dansk islæt.

Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.

Den er blandt 23 film, der kan vinde den eftertragtede Guldpalme.

Sponsoreret indhold