Nyheder7. april 2024 (opd. 7. april 2024)

Medie: Dansk gidsel dræbt

Dansk-israelske Itzik Elgarat blev 9. marts erklæret død af Hamas

Det dansk-israelske gidsel Itzik Elgarat blev 9. marts erklæret død af den militante bevægelse Hamas.

Dødsfaldet blev meldt ud gennem Hamas-talsmand Abu Ubaida via en Telegram-kanal med tilknytning til bevægelsen.

Det skriver TV2.

I et opslag på beskedtjenesten oplyser Hamas, at man har bekræftet identiteten på Itzik Elgarat og øvrige gidsler.

Mediet har været i kontakt med David Baker, der er talsmand for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Herfra lyder meldingen, at talsmanden "ikke er i stand til at hjælpe".

Ifølge TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt er det ikke nødvendigvis sikkert, at Itzik Elgarat er død.

- Den her melding, som Hamas kom med for en måned siden, betyder ikke, at det med sikkerhed kan siges, at det dansk-israelske gidsel er blevet dræbt, siger Tantholdt til tv-stationen.

- Det er meget vigtigt at holde de her informationer ud i strakt arm.

Rasmus Tantholdt har søndag talt med gidslets bror, Daniel Elgarat, i den israelske by Tel Aviv.

Ifølge Daniel Elgarat har den israelske efterretningstjeneste oplyst, at den frygter, hans bror er død.

Men manglende information gør, at der ikke er blevet givet et officielt svar om dødsfaldet.

Det har ikke været muligt for TV2 at bekræfte, hvad efterretningstjenesten har oplyst.

Det dansk-israelske gidsels situation har længe været ukendt.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fortalte i november sidste år, at Danmark fortsat pressede på for at få manden hjem.

Der var intet konkret nyt at fortælle, og Danmark havde ikke hørt andet, end at man formodede, at Itzik Elgarat befandt sig i Gaza.

Der havde heller ikke været nogen livstegn på det tidspunkt, lød det fra udenrigsministeren.

Udenrigsministeriet oplyser i en skriftligt kommentar til Ritzau, at det er bekendt med, at Hamas har offentliggjort en video, hvor en "dansk-israelsk statsborger omtales som dræbt i Gaza".

- Udenrigsministeriet kan hverken be- eller afkræfte oplysningerne, lyder det.

Ministeriet er i "tæt kontakt" med blandt andet israelske myndigheder, men kan ikke oplyse yderligere, da der er tale om en personsag.

Ifølge broren blev gidslet kidnappet i en kibbutz i Israel under angrebet 7. oktober sidste år.

Sponsoreret indhold