Nyheder18. februar 2024

Medie: Apple står til milliardbøde fra EU for lovbrud

EU vil for første gang give techfirmaet Apple en bøde for at overtræde konkurrenceregler, skriver avis
Apple står til EU-bøde.
Apple står til EU-bøde.
 Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske techgigant Apple har udsigt til at få en bøde fra EU på omkring 500 millioner euro for at favorisere sin egen musiktjeneste frem for konkurrenters.

Det skriver avisen Financial Times.

Den har talt med fem anonyme kilder, som ifølge avisen har kendskab til sagen.

Bøden, som svarer til mere end 3,7 milliarder danske kroner, ventes at blive annonceret i begyndelsen af marts, skriver Financial Times.

Det vil være første gang, at Apple får en bøde fra EU for at bryde unionens konkurrenceregler.

Hverken Apple eller EU-Kommissionen har ønsket at kommentere oplysningerne, skriver Financial Times.

Sponsoreret indhold