Nyheder30. august 2024

Medie: Anklager om "tyrannisk" og "sexistisk" kultur i Løkkes parti

Lars Løkkes parti, Moderaterne, er endnu engang genstand for kritik. Denne gang drejer det sig om den interne arbejdskultur i partiets sekretariat. En kilde oplyser til SE og HØR, at partiet vil "igangsætte undersøgelser"
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal formentlig snart til at forsvare sit part - igen.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal formentlig snart til at forsvare sit part - igen.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Lars Løkke, udenrigsminister og politisk leder i Moderaterne, kunne torsdag meddele, at den tidligere politiske chef i Moderaterne og nuværende særlige rådgiver i udenrigsministeriet, Caroline Stage Olsen, var blevet udvalgt til posten som digitaliseringsminister.

Men - som Kim Larsen sang - så er livet langt, og lykken er kort.

Fredag har B.T nemlig beskrevet, hvordan arbejdskulturen i Moderaternes sekretariat bliver kritiseret internt af flere både nuværende og tidligere medarbejdere.

Ifølge mediet hævder flere kilder, at der er tale om en "tyrannisk" og "sexistisk" kultur, som blandt andet skulle være faciliteret af selveste Caroline Stage Olsen. Flere medarbejdere har desuden indberettet sekretariatet til Arbejdstilsynet, ifølge B.T.

SE og HØR har været i kontakt med Moderaternes pressechef, Christian Bendix, som oplyser, at de for nuværende ikke har nogen kommentarer til sagen.

SE og HØR har derudover været i kontakt med en kilde, der har et indgående kendskab til partiet, og vedkommende oplyser, at der i de kommende dage vil blive igangsat undersøgelser internt i partiet som følge af historierne.

Intet med politikerne at gøre

Kilden fortæller desuden til SE og HØR, at det formentlig er meget få af partiets politikere, som skulle have kendskab til eventuelle problemer i sekretariatet.

Det skyldes, at politikerne generelt er meget adskilt fra sekratariatet, hvor den problematiske kultur skulle have fundet sted, forklarer kilden.

Der nævnes blandt andet, at udenrigsminister og politisk leder, Lars Løkke, dagligt bruger tiden i udenrigsministeriet, mens andre ledende skikkelser som gruppeformand Henrik Frandsen og Præsidie-medlemmet Jeppe Søe slet ikke sidder på samme gang som sekretariatet.

Minister for digitalisering Caroline Stage Olsen endte med at undskyld offentligt overfor de berørte medarbejdere.
Minister for digitalisering Caroline Stage Olsen endte med at undskyld offentligt overfor de berørte medarbejdere.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kilden fremhæver desuden, at også de almene folketingsmedlemmer spenderer det meste af deres tid udenfor Christiansborgs mure, og derfor heller ikke er klistret op af sekretariatet.

B.T har forholdt partisekretæren Kirsten Munch Andersen, som udover pressechef Ulla Østergaard, også nævnes ved navn i klagen, kritikken.

Hun fortæller, at hun ikke har kendskab til nogen indberetning til Arbejdstilsynet, men at hun står til rådighed overfor medarbejdere, der "ønsker dialog". Derudover henviser hun til Moderaternes adfærdskodeks, som "alle medarbejdere burde kende".

SE og HØR forsøger i skrivende stund at få en kommentar fra digitaliseringsministeren, Caroline Stage Olsen.

Sponsoreret indhold