Nyheder14. august 2023

Medie: Al-Qaeda erklærer krig mod Danmark

Krigserklæringen kommer i kølvandet på de koranafbrændinger, der har fundet sted i Danmark og skabt vrede i muslimske lande
Al-Qaeda har erklæret krig mod Danmark.
Al-Qaeda har erklæret krig mod Danmark.
 Foto: Feisal Omar/Reuters/Ritzau Scanpix

Det militante islamistiske netværk al-Qaeda har igennem sin mediekanal, al-Sahab, udsendt en erklæring, hvor der opfordres til angreb på Sverige og Danmark.

Det skriver TV 2.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) skriver i en mail til TV 2, at man er bekendt med opfordringen, og at man følger udviklingen tæt.

Erklæringen kommer på baggrund af koranafbrændingerne i Danmark og Sverige den seneste tid. Afbrændingerne har skabt stor vrede i den muslimske verden.

Tore Refslund Hamming, der er ph.d. i militant islamisme, skriver om erklæringen på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

Ifølge ham er overskriften på erklæringen "forpligtelsen til at angribe de aggressive folk".

Han skriver også, at der på to sider i den tre sider lange erklæringen fokuseres på Danmark og Sverige og koranafbrændingerne. De italesættes ifølge ham som et koordineret angreb fra Danmark og Sveriges lande og befolkninger.

Erklæringen er ifølge Hamming udsendt søndag.

Det har ikke været muligt for Ritzau at tilgå erklæringen, der er udsendt fra al-Sahab.

Ekstra Bladet skriver mandag også, at PET bekræfter, at der bliver opfordret til drab på svenske og danske diplomater og ambassader.

Avisen skriver, at opfordringen angiveligt har al-Qaeda som afsender, men det bekræfter efterretningstjenesten ikke.

Hvornår den opfordring, som Ekstra Bladet omtaler, er udsendt, skriver avisen ikke. Det vides altså ikke, om der er tale om to forskellige erklæringer eller den samme.

PET oplyste tidligere på måneden, at koranafbrændingerne har betydning for truslen mod Danmark. Derfor har efterretningstjenesten anbefalet skærpet grænsekontrol.

Den anbefaling følger Rigspolitiet.

Skærpningen af grænsekontrollen blev indført 3. august, og 10. august blev den forlænget til og med 17. august.

Sponsoreret indhold