Nyheder22. februar 2023

Medicin går aldrig af mode: Genmab fordobler omsætningen

Der er penge i medicinalindustrien - det danske biotekfirma Genmab har således fordoblet omsætningen

Medicin går aldrig af mode.

Det er konklusionen på årsrapporten fra det danske biotekfirma Genmab, der onsdag eftermiddag er blevet offentliggjort.

Den viser, at Genmab næsten fordoblede sin omsætning i 2022 til 14,6 milliarder kroner.

Til sammenligning lød omsætningen i 2021 på 8,5 milliarder kroner.

Omsætningsvæksten skyldes ifølge virksomheden primært royalties fra salget af lægemidlet Darzalex.

Lægemidlet bruges ifølge Medicin.dk primært til behandling af myelomatose, en sjælden kræftform i knoglemarven, samt amyloidose, en blodsygdom.

Årets resultat lyder samtidig på 5,5 milliarder kroner sammenlignet med tre milliarder kroner forrige år.

I 2023 forventer Genmab at lande en omsætning på mellem 14,6 og 16,1 milliarder kroner.

Sponsoreret indhold