Nyheder19. april 2023

Medarbejdere på TV 2 nedlægger arbejdet

Medarbejderne på TV 2 strejker i protest over fyringsrunde
TV 2-ansatte strejker i protest over fyringer.
TV 2-ansatte strejker i protest over fyringer.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TV 2-ansatte har onsdag middag valgt at nedlægge arbejdet som led i en protest mod en fyringsrunde, som blev meldt ud tirsdag.

Det erfarer B.T. og fagbladet Journalisten fra flere kilder.

Og TV 2 bekræfter selv, at der er arbejdsnedlæggelse i mediets nyhedsafdeling. Derfor kører nyhedsdækningen i øjeblikket med nødberedskab, lyder det.

Ingen af de pågældende medier skriver, hvor mange ansatte strejken omfatter.

Tirsdag meddelte TV 2, at man har besluttet at skille sig af med 50 medarbejdere.

Det kom frem på et fællesmøde for medarbejderne om en organisationsændring, der indebærer, at der skal skæres 25 faste og 25 løse stillinger i nyhedsafdelingen.

Ifølge Lennart Sten, der er hovedtillidsrepræsentant hos TV 2, er arbejdsnedlæggelsen et udtryk for utilfredshed.

- Folk føler, at de er gået med til en omstillingsproces, hvor de gik ind i det med åbne øjne og arme. De er med på, at der skal ske mange store forandringer i deres arbejdsliv, siger han til Journalisten.

- Og da de så står der, hvor de i forvejen er ude af deres comfort zone, kommer der så en melding om, at der skal være 50 fyringer.

Ifølge Journalisten er der klokken 13.30 indkaldt til et nyt fagligt møde.

En del af ændringen i TV 2's nyhedsafdeling handler om at bruge færre midler på enkeltstående events, lave færre traditionelle tv-vejrudsigter og i stedet dække vejret på app, tv2.dk og News.

TV 2 vil samtidig etablere nye stillinger på blandt andet tv2.dk, som vil blive besat internt.

Sponsoreret indhold