Nyheder30. januar 2022
McDonald's dropper populær snack: Vender først tilbage i morgen
Fans af Chili Cheese Tops må væbne sig med tålmodighed
Af Maria Hoang

Foto: McDonald's Danmark
Hvis du har drømt om at spice weekenden op med en omgang Chili Cheese Tops fra McDonald's, så er du højst sandsynligt gået forgæves.
Ifølge Ekstra Bladet har fastfoodgiganten stoppet salget af den populære snack, efter en kunde har fundet en metalsplint i en Chili Cheese Top.
Kommunikationschef i McDonald's Danmark Mads Jensen oplyser til mediet, at kunden, der fandt fremmedlegemet i sin mad, ikke nåede at sluge metalsplinten, ligesom der kun har været det ene tilfælde.
Dog tager fastfoodkæden ingen chancer, og salget er nu indstillet indtil på mandag.
McDonald's vil nu kontakte sin leverandør for at se, hvordan metalsplinten kunne ende i maden.
De Chili Cheese Tops, der allerede ligger ude i landets butikker, vil blive destrueret, oplyses det.