Nyheder16. oktober 2022

Mathias Gidsel måtte forlade banen i smerter, Danmark tabte til Sverige

Danmark lider et snævert nederlag til Sverige i EHF Euro Cup
Mathias Gidsel mptte forlade hallen i smerter, da Danmark mødte Sverige.
Mathias Gidsel mptte forlade hallen i smerter, da Danmark mødte Sverige.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der var skruet højt op for niveauet i begge lejre, da Danmarks håndboldherrer søndag eftermiddag måtte se sig slået af Sverige.

I den såkaldte EHF Euro Cup, som er en slags træningsturnering, vandt Sverige med 34-32 foran et stort publikum i Göteborg.

Sverige så ud til at overraske Danmark med et heftigt tempo før pausen, men Danmark blev aldrig slået ud og havde også sine føringer.

Særligt Simon Pytlick trådte ud fra mængden med en flot anden halvleg på venstre back. Den 21-årige GOG-spiller fandt de rette steder at angribe den svenske defensiv og scorede flere vigtige mål.

Det var dog ikke nok. De svenske europamestre har bare et godt håndboldhold, der som få er i stand til at modstå de danske verdensmestre.

Opgøret fik en ærgerlig udgang for Mathias Gidsel, som måtte udgå med en skade i hånden. Han forlod hallen i smerter, og nu venter formentlig en undersøgelse af hånden. Selv så Gidsel ikke optimistisk ud.

Sverige åbnede søndagens opgør med bulder og brag.

Tempoet var enormt i det første kvarter, hvor især playmaker Jim Gottfridsson med mål og utallige oplæg diskede op med et niveau, ingen andre på banen kunne hamle op med.

Danskerne virkede overraskede og mistede på grund af flere boldtab et skridt i forhold til svenskerne, som skabte et forspring på et par mål.

Men Danmark blev aldrig hægtet af. Midtvejs i halvlegen var stillingen 10-10.

Et af problemerne for Danmark var, at Sverige havde rigtig godt styr på Mathias Gidsel, som Spanien slet ikke kunne kontrollere tidligere på ugen. Først efter 19 minutter kom den danske stjerne på tavlen.

Sverige var generelt en helt anden modstander end Spanien. Danskerne skulle modstå en langt større fysik, og det skulle de lige indstille sig på. Ikke desto mindre lykkedes det at få 17-17 ved pausefløjt.

Danmark havde ikke på noget tidspunkt været i front, men det blev der hurtigt lavet om på i anden halvleg.

Særligt Simon Pytlick var livlig, og med sin kanon af en skudarm var han stærkt medvirkende til, at Danmark pludselig var foran 23-20.

Nikolaj Jacobsen havde sat Pytlick ind i bagkæden sammen med Jacob Holm og Jacob Lassen i begyndelsen af anden halvleg, og de formåede at gøre den svenske defensiv rundtosset flere gange.

Landstræneren havde formentlig en plan om, at Mathias Gidsel skulle spille, men det kunne han ikke. Ude på bænken var han under behandling for en håndskade, og han så mildest talt bekymret ud.

Stille og roligt begyndte koncentrationen at svigte i det danske angreb, som blev alt for hektisk, og da Sverige kom foran 26-25, kaldte Nikolaj Jacobsen til timeout.

Det hjalp kortvarigt på det, men Sverige spillede med stor kvalitet. Godt nok fik Sverige indimellem lidt hjælp fra dommerne, og Nikolaj Jacobsen var stiktosset, men der var intet ufortjent i den svenske sejr.

Sponsoreret indhold